Kræft i æggestokken - udvidet operation Om operationen - forberedelserne og tiden efter Operationen - kort fortalt Du bliver opereret i fuld bedøvelse. Vi beder dig derfor læse patientinformationen "Når du skal bedøves". I denne kan du blandt andet læse om fasteregler.Operationen varer typisk 4-6 timer. Operationen foregår gennem et længdesnit i maveskindet. Vi fjerner som minimum dinlivmoder, begge æggestokke og æggeledere samt det 'fedtforklæde', der ligger mellemtarmene og bugvæggen. Formålet med operationen er så vidt muligt at fjerne alt synligt kræftvæv. Det kan vise sig nødvendigt også at fjerne kræftvæv andre steder i området; for eksempel på bughinden, blæren og at fjerne lymfeknuder langs de store blodkar. Ofte må vi fjerne et stykke tarm. Nogle gange kan tarmens ender forbindes igen, men det kan blive nødvendigt at føre tarmen ud på maven - som en stomi. Stomien kan i få tilfælde lægges tilbage cirka et år efter operationen og efter endt kemoterapi. Stomi nedsætter risikoen for, at der opstår utætheder ved sammensyede tarmender, hvilket er en alvorlig komplikation; især i en bughule, der er omfattende opereret. Af og til sidder der kræftforandringer på leverens overside. Disse forandringer fjernes ved operationen. Dette kan give vejrtrækningsproblemer, hvis der har været hul ind til lungehulen. Derfor kan der efter operationen blive taget røntgenbilleder af dine lunger. Under operationen får du lagt et kateter i blæren. Det skal blive liggende indtil lægen vurderer, at det kan fjernes igen. Du får desuden lagt et tyndt plastikrør (et CVK) i en vene på siden af halsen, som du efterfølgende får væske, antibiotika og eventuelt blodtransfusioner igennem. Vi samler operationssåret med klips i huden - agraffer. Dem skal du have fjernet 10 12 dage efter operationen hos egen læge. Forberedelser før indlæggelsen Når du kommer til forundersøgelse i ambulatoriet, orienterer vi dig om operationen og sygemelding. Du får datoen for din indlæggelsessamtale og operation med hjem. For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen anbefaler vi, at du undgår smertestillende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre så lang tid som muligt og mindst 3 dage før operationen. Du skal undgå følgende præparater: • Aspirin • Hjertemagnyl • Idotyl • Kodimagnyl • Magnyl • Treo • Du bør heller ikke indtage naturmedicin i form af fiskeolie i ugen op til operationen. Blodfortyndende medicin Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du tale med en læge fra Gynækologisk Afsnit, om du eventuelt skal holde en pause med denne medicin. Rygning og alkohol Livsstilsfaktorer som rygning og alkoholforbrug har normalt betydning for sygdomme, der ligger langt ude i fremtiden. Rygning og alkohol øger imidlertid også risikoen for komplikationer ved operationer. Du kan selv være med til at reducere denne risiko betydeligt ved at holde pause med alkohol og rygning før den planlagte operation. Jo længere tid før, jo bedre. 2/7
Print
Download PDF fil