Fjernelse af livmoderen ved kikkert- eller robotoperation På operationsdagen: Medicin Du skal om morgenen kl. 06 tage 2 tabletter Magnesia 500 mg. Du møder fastende på Gynækologisk Afsnit. Her bliver du modtaget af en sygeplejerske. Informér sygeplejersken, hvis du siden forundersøgelsen har oplevet sygdom, indlæggelse på sygehuset, eller hvis du er startet på ny medicin. Du får udleveret operationstøj samt støttestrømper, som du skal tage på. Du skal forvente, at der kan være ventetid, da operationsrækkefølgen kan blive ændret og akutte operationer kan tilkomme. Når du bliver kørt til operationsgangen, må du ikke have kontaktlinser i. Du må gerne beholde evt. briller på, høreapparat eller tandprotese i. Lås dine værdigenstande inde i dit sengebord på stuen og sæt nøglen fast i lagenet under din hovedpude. På operationsstuen Du hilser på operationssygeplejerskerne, lægen der skal operere dig og narkoselægen. Din operation foregår i fuld bedøvelse Under operationen får du anlagt et kateter i blæren, som sædvanligvis fjernes, inden du vågner. Operationen varer som regel 1-2 timer. Du skal dog påregne forberedelsestid på operationstuen inden operationen. Efter operationen Du vil ligge på et opvågningsafsnit i typisk 2-3 timer, inden du kommer tilbage til Gynækologisk Afsnit. Fra du kører til operation, og indtil du kommer tilbage i sengeafsnittet, skal du regne med ca. 3-5 timer. Op og i gang For at mindske risikoen for komplikationer, er det vigtigt, at du kommer op og gå hurtigt efter operationen. Sygeplejersken viser, hvordan du bedst muligt kommer ud af og tilbage i sengen, uden at du overbelaster dit operationssår. Drik og spis Du bliver tilbudt mad og drikke, så snart du kommer tilbage til sengeafsnittet. Det er vigtigt, at du drikker som vanligt. Du må spise al slags mad. Mad- og drikkevarer med et højt indhold af protein, som f.eks. mælkeprodukter, ost, kød, æg, bønner mm., styrker din opheling af operationssåret og mindsker risikoen for komplikationer. Smerter Du vil få smertestillende medicin efter behov efter operationen. Du vil helt naturligt opleve smerter i den nederste del af maven i en periode efter operationen. Hvis livmoderen fjernes på grund af smerter, skal du være opmærksom på, at disse smerter ikke altid forsvinder. Luften, der pustes ind i bughulen under operationen, kan i nogle tilfælde give smerter i skulderne/ nakken, da luften trykker på en nerve, der går op til skuldrene. Denne smerte aftager af sig selv. Du kan dog lindres ved hjælp af smertestillende medicin, varmepude og bevægelse af skuldrene. 4/7
Download PDF fil