Planlagt kejsersnit Til patienter og pårørende Vælg farve OPERATIONEN Hvordan foregår operationen? Ved et kejsersnit forløses barnet ved en operation, som oftest foregår gennem bikinisnit (et lavt tværsnit i hårgrænsen). Hvis du i forvejen har et lodret snit op til navlen, vil man ofte bruge samme snit. Barnet fødes få minutter efter påbegyndt operation. Forløbet varer ca. 1 time på operationsstuen. Herefter vil du blive kørt på opvågningsstuen. Hvilken form for bedøvelse? Operationen vil oftest foregå i lokalbedøvelse (rygbedøvelse), men kan i specielle tilfælde foregå under fuld bedøvelse. Hvordan påvirker kejsersnittet barnet? Barnet har det i de fleste tilfælde lige så godt efter et kejsersnit som efter en normal fødsel. I enkelte tilfælde kan barnet have lidt mere væske i lungerne og have brug for hjælp med vejtrækningen og eventuelt ligge i kuvøse. Den medicin du får i forbindelse med kejsersnittet påvirker ikke dit barn og amning. Er der komplikationer til operationen? Langt de fleste kejsersnit forløber uden komplikationer. Blærebetændelse og betændelse i operationssåret kan forekomme. Blærebetændelsen forsvinder som regel hurtigt efter antibiotisk behandling. Betændelse i såret medfører ofte genåbning af såret, under bedøvelse. Alvorlige komplikationer som læsioner af andre organer eller større blødning er sjældne, men kan forekomme. Skal det være kejsersnit ved næste fødsel? Selve operationen indebærer ikke nødvendigvis kejsersnit ved en ny graviditet. Du vil få mulighed for at tale med en læge om det inden udskrivelsen. KEJSERSNIT I ODENSE Du vil blive indkaldt til en samtale med en narkoselæge om bedøvelsesform. Dette vil foregå 1-3 hverdage før kejsersnittet. Hverdagen før kejsersnittet, skal du ringe til afdelingen på tlf. 65 41 23 31 og aftale den endelige mødetid på operationsdagen. Du skal eventuelt til ultralydsscanning lige inden kejsersnittet, dette vil personalet oplyse dig om. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/4 Materiale nr: 104794 26.03.2022

    ...