Side 1

Leddegigt, behandling og hverdagsliv Til patienter og pårørende Vælg farve Om sygdommen og symptomer Hvad er leddegigt? Leddegigt er en kronisk gigtsygdom, som rammer kroppens led. Det er især håndled, fingrenes grund- og mellemled og forfoden, der hyppigt er angrebet i den tidlige fase. Det syge organ er leddenes slimhinde, som rammes af en steril immunbetændelse. Hvem får leddegigt? Kvinder rammes hyppigere end mænd, dog udjævnes kønsforskellen efter menopausen. Sygdommen kan debutere i alle aldersklasser, men de fleste får sygdommen mellem 40 og 70-årsalderen. Hvorfor får man leddegigt? Man kender ikke årsagen til leddegigt. Der er tale om et sammenspil mellem arv og miljø. Rygning vides at være en faktor som øger risikoen for at udvikle sygdommen, ligesom det er vist, at rygere har mindre gavn af den medicinske behandling. Hvordan stilles diagnosen? Diagnosen stilles ud fra symptomer i sygehistorien, lægens fund af hævede led og blodprøver, der påviser gigtbetændelse i blodet samt eventuel forekomst af bestemte immunstoffer i blodet kaldet gigtfaktorer. Gigtfaktoren kan være af typen IgM Reumafaktor eller anti- CCP. Hvordan forløber leddegigt? Leddegigt er en kronisk sygdom, det vil sige,at den ikke kan heldbredes. Der er dog gode behandlingsmuligheder til at holde sygdommen i skak, så man fortsat kan opretholde sin normale tilværelse. Odense Universitetshospital Reumatologisk Afdeling C Kløvervænget 7b . 5000 Odense C Tlf. 65 41 44 45 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odec Læs om afdelingen på www.ouh.dk/reuma 1/9 Materiale nr: 176317 04.05.2023

    ...