Side 1

Operation for arbrok Til patienter og pårørende Vælg farve Information før operation for arbrok Arbrok er en frembuling af bugindhold gennem en defekt i et operationsar, hvor der er kommet en svaghed i bindevævet i selve arret. Dette ses i op til 15 procent af operationsar på maven. Arbrok kan give smerter og ubehag og være hæmmende for personens bevægelser. I sjældne tilfælde kan man risikere, at brokket sidder fast og ikke forsvinder igen, når man prøver at trykke det ind. Brokket er da indeklemt, og man bør opsøge læge. Før operationen Faste Når du skal bedøves til operation eller undersøgelse, er det vigtigt, at du er godt informeret om, hvad der skal ske - særligt i forhold til faste. I patientinformationen "Når du skal bedøves" er beskrevet, hvad der er værd at vide, når man skal i fuld bedøvelse eller lokalbedøves. Hygiejne For at mindske risikoen for infektion i forbindelse med operationen er det vigtigt, at du overholder følgende: • Du skal om morgenen på operationsdagen eller aftenen forinden tage et brusebad og vaske dig grundigt med sæbe på hele kroppen, samt vaske håret og tage rent tøj på. • Du skal inden operation vaske/rense navlen grundigt evt. med vatpinde. • Du må ikke påføre creme eller hudlotion om morgenen på operationsdagen. • Du skal undlade neglelak, make-up, smykker og piercinger. • Vi beder om, at du eller personer, der ledsager dig, ikke anvender parfume. Vi anbefaler, at du ikke selv barberer operationsstedet på forhånd. Operationen Der kan være betydelig forskel på størrelser af arbrok, og behandlingen kan derfor variere. Operation for arbrok kan foretages som enten kikkertoperation gennem typisk 3 huller i maveskindet eller åben operation gennem snit i huden over brokket. Brokindholdet skubbes på plads, og bugvæggen lukkes, og i de fleste tilfælde indsættes et kunststof net til forstærkning. Afhængigt af brokkets størrelse og lokalisation kan det blive nødvendigt at løsne nogle muskler i bugvæggen for at skaffe plads til bugindholdet inde i maven. Ved kikkertoperation pustes kuldioxid ind i bughulen for at løfte bugvæggen og give plads og oversigt. Operation for arbrok foretages i fuld bedøvelse. I nogle tilfælde kan indgrebet udføres som dagkirurgisk operation, hvor man møder fastende på operationsdagen og går hjem senere samme dag. I de fleste tilfælde vil det dog kræve indlæggelse i nogle dage. Efter operationen Man skal som hovedregel forholde sig roligt det første døgn, derefter stigende belastning til smertegrænsen. Ved mindre operationer kan man være helt rask på under 2 uger, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid. Det kan vare op til et halvt år, før man kan påbegynde gymnastik og egentlig fysisk træning. I visse tilfælde tilrådes brug af elastisk brokbælte (longuette). OUH Kirurgisk Afdeling A Én afdeling på tre matrikler Odense/Svendborg/Nyborg Tlf. 65 41 51 90 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odea Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afda x 1/2 Materiale nr: 138273 06.08.2018

    ...