Til patienter, der har fået fjernet milten Til patienter og pårørende Vælg farve Splenektomi Efter fjernelse af milten kan du leve, som du plejer. Der er dog få følgevirkninger, som du skal være opmærksom på. Uden milten er din modstandskraft mod pneumokok bakterien nedsat, og der vil være øget risiko for infektioner og blodforgiftning med denne bakterie. Infektionsrisikoen er størst de første 3 måneder efter operationen. Du skal have to vacciner efter operationen. Den første (Prevenar 13) gives tidligst 14 dage efter operationen. Den anden (Pneumovax) gives tidligst 8 uger efter første vaccine. Såfremt det er muligt kan første vaccine (Prevenar 13) gives indtil 14 dage før operationen. Vaccinationen giver god beskyttelse i en årerække, men det anbefales at du får kontrolleret antistoffer efter 3-5 år hos din egen læge. Afhængig af blodprøvesvaret tilbydes revaccination. På baggrund af den øgede risiko for infektion med pneumokokker, anbefaler vi at du altid har penicillintabletter hjemme. Også hvis du er på ferie eller lignende. Ved udskrivelse laves en e-recept på penicillin tabletter, som du bedes hente på apoteket. Får du feber til 38,5 eller derover skal du tage 2 tbl. Penicillin og kontakte egen læge eller vagtlæge. Ydermere anbefales det at du tager penicillin i forbindelse med tandudtrækning. Du bør være opmærksom på forebyggende behandling ved udlandsrejser til malariaområder. Desuden er der øget risiko for influenza infektioner og du bør drøfte med egen læge om du evt. skal influenza vaccineres. Du vil ved udskrivelsen få et kort, hvorpå der står, at du har fået fjernet milten, dato for vaccination og kontrol af antistoffer. Vi anbefaler, at du altid bærer dette kort tæt på dig. OUH Kirurgisk Afdeling A Én afdeling på tre matrikler Odense/Svendborg/Nyborg Telefon: 6541 5190 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odea Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afda x 1/1 Materiale nr: 117324 05.07.2018
Download PDF fil