Baggrund Stort set alle patienter med mb. Osler har perioder med næseblødning. Dette skyldes små udposninger på de små blodkar, blandt andet i næseslimhinden. Selv små skader på den tynde næseslimhinde kan få blodkarrene til at briste og medfører blødning. Det er meget forskelligt for de enkelte Oslerpatienter hvor alvorlig næseblødningen er. Fælles er dog at Oslersygdommen ikke påvirker blodets evne til at størkne. Behandling Medicinsk Patienterne skal sørge for med mellemrum at få taget blodprøve hos egen læge således at en eventuel blodmangel kan påvises. Hvis der er hyppige episoder med blødning tilrådes jerntilskud f.eks. Ferro Duretter 100 mg x 2. Såfremt blodprocenten ikke bliver normal efter der er påbegyndt behandling med jern, bør man få kontrolleret blodets indhold af folinsyre og B12 vitamin. Normalt vil almindelig varieret kost dog give tilstrækkeligt indhold af disse stoffer. For at mindske blødningen kan der periodisk behandles med Cyklokapron 1 g x 3. Dette vil nedsætte blødningshyppigheden og afkorte varigheden. Ved langvarig behandling (mere end 1 uge) kan der forekomme uheldige bivirkninger med øget tendens til blodpropper. Behandling med blodfortyndende medicin (Marevan, Plavix, Magnyl) frarådes, da det næsten altid medfører kraftige næseblødninger, Der kan dog forekomme situationer hvor livsvigtig behandling af anden sygdom må prioriteres over Oslersygdommen. Behandling med gigtmedicin af gruppen NSAID frarådes da dette ligeledes giver øget blødning. Behandling i hjemmet Sørg for at slimhinden holdes fugtig, løsne skorper med f.eks. madolie eller saltvand. Spis is ved blødning og klem næsen forsigtigt sammen. Hvis du putter noget op i næsen så sørg for at det hele kommer med ud igen, da fremmedlegeme (køkkenrulle, serviet eller vat) irriterer næseslimhinden og giver ildelugt og øget blødning. Det bedste materiale til at putte i forreste del af næsen er passende størrelser af vat smurt med vaseline.
Download PDF fil