Life-Boats besøger Randers Med hilsen fra Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus2017 kommer de tre skulptur-skibe til Randers omkring den 20.-28. september 2016. Life-Boats er formet som kvindekroppe, og de repræsenterer forskellige stadier i en kvindes liv. I forbindelse med besøget vil Dronningekajen syde af aktiviteter om og for kvinder, og man vil kunne gå ombord i skibene. Der vil være daglige te-saloner i den smukke glascontainer fra Kulturhovedstaden med spændende oplæg, der giver både gamle, nye, pudsige og sjove vinkler på det at være kvinde. På havnen vil der blandt andet være opvisning med tema fra 1800-tallets kvinde-gymnastik til moderne cheerleadere, yoga og hiphoppere. Det konkrete program bliver tilgængelig på www.detsker.dk. Når de tre Life-Boats har forladt Randers Fjord, går turen mod Aarhus, hvor de vil lægge til kaj, når det fulde 2017-program offentliggøres den 12. oktober 2016. I Randers er Europæisk Kulturhovedstad 2017 ensbetydende med en række nye begivenheder og tiltag på kulturområdet. Mange forskellige aktører er involveret i nytænkende arrangementer, for eksempel Randers Kammerorkester, Randers EgnsTeater, Randers Kunstmuseum, GAIA Museum, Museum Østjylland og Randers Bibliotek. Lyd og lys på havnen Den første weekend i september 2017 bliver Randers Havn omdannet til ’Watermusic’. Det sker som led i den Europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017. Du kan opleve en spektakulær musikdramatisk event med 600 medvirkende – lige fra professionelle scenekunstnere fra ind- og udland, korsangere og musikere til lokale sports- og fritidsforeninger. Forud for den store event næste år eksperimenterer og afprøver arrangørerne en række teknikker og metoder med lyd og lys. Det sker blandt andet torsdag den 1. september 2016 i forbindelse med ’Urban Lab-konferencen’ i Randers. Den handler om brugen af lys og lyd i byrummet. Her mødes fagfolk fra kommunernes kultur- og byplanafdelinger, arkitektskoler samt fagfolk fra ind- og udland. Konferencen sætter fokus på fremtidens byrum og fokus på, hvordan byrum kan udvikle sig, så de er interessante at opholde sig i. Du kan læse mere om konferencen på www.urbanlab.dk. ’Watermusic’ på Randers Havn er et samarbejde mellem Randers Egnsteater, Randers Kommune, Randers Eventsekretariat, Randers Havn, Verdo, Korby Randers, Randers Musikskole, Museum Østjylland og en række sports- og fritidsforeninger. SIDE 2 · DET SKER
Download PDF fil