Redaktion / Leder Wolles klumme. Jeg har lige siddet og bladret i nogle gamle numre af Mjølner og kunne se, at jeg et sted havde skrevet, at overgangen til Randers Kommune ikke ville påvirke Odinskolen så meget, idet vi faktisk kunne fortsætte med arbejdet næsten som om intet var hændt, og at det især var i de kommunale forvaltninger, man kunne mærke forandringerne. Det er også rigtig nok! Men jeg tror, det bliver i de kommende par år, at vi på Odinskolen vil komme til at mærke store forandringer. Disse forandringer har rod i den nye ungdomsuddannelse. Uanset hvordan vi vender og drejer det, skal der ske en udvidelse af skolen, således at vi kan tilrettelægge den nye ungdomsuddannelse for de nye målgrupper, som også har krav på denne uddannelse. Det betyder, at vi skal finde lokaler et eller andet sted i Randers, hvor disse ting kan lade sig gøre. Udfordringen er især at finde ud af relationerne mellem de forskellige målgrupper og tilrettelægge uddannelsen, således at alle kan få optimale udviklingsmuligheder. Ny struktur Alle pårørende til Odinskolens elever har modtaget et brev fra Randers Kommune, som handler om en ny struktur for institutionerne indenfor handicapområdet. Heri fremgår det, at institutionerne fremover bliver organiseret i fire områder: Dagtilbud, døgntilbud, tilbud for børn samt tilbud om undervisning og uddannelse. Den eneste aktør på sidstnævnte område er Odinskolen, så man kan sige, at Odinskolen har opnået en betydelig plads i organisationen. Skolestart Men ellers er vi allerede godt i gang med skoleåret med 26 elever i uddannelse fordelt på de tre årgange. Vi har 10 årskursister - yngste mand er 2. 22 år gammel og den ældste er 54. I hjerneskadeafdelingen er der tilmeldt 25 elever og vi har endda en lille venteliste. De seks nye elever i ungdomsuddannelsens 1. årgang trives og får ligesom de øvrige elever på skolen masser af oplevelser. Blandt andet studieturen til Nordjylland, Odinbandets deltagelse i Handifestivalen og 3. årgangs tur til Fyrkat. Også D3V-dagen var en dejlig dag. D3V står jo for De 3 Voksenskoler og vi var i alt 140 deltagere. Vi havde tilrettelagt en tur til Allingåbro med veterantog. Men alle disse begivenheder og mere til, kan du læse om andre steder i Mjølner. Personale På personalefronten er der også sket en masse. Lige før sommerferien skrev vi, at Ole Davidsen havde fået orlov, så han kunne prøve kræfter med folkeskolen. I hans sted har vi ansat Karina Jørgensen. Hun kommer fra Galten Friskole og underviser i 2. årgang. Vi har også oprettet en ny pædagogstilling på skolen. Den er blevet besat af Heidi Poulsen, som også er blevet tilknyttet 2. årgang. Sidst, men ikke mindst startede Yvonne Engberg Jensen som ny viceleder. Andetsteds i bladet præsenterer de sig alle tre. Jeg giver hermed en varm velkomst til de tre nye medarbejdere. Skolebestyrelsen Ved vores aftenarrangement i august måned gennemførte vi valg af forældrerepræsentant til skolens bestyrelse, og her blev Lars’ mor, Susanne Lorenzen, genvalgt. Tillykke med det! Ole Emil Holst Redaktionen i dette nummer: Mogens, Søren, Sonny, Kim, Anne Marie, Inger, Irene, Dorthe, Anni, Heidi, Henni & Jesper.
Download PDF fil