Redaktion / Leder Små sikre succeser En formiddag gik jeg ned i musiklokalet. Jeg var nysgerrig efter at høre, hvor langt Odinband var kommet med øvningen. De spillede den der sang om Malene, og det lød rigtig godt. Jeg var meget imponeret. Bagefter kom bassisten hen til mig og sagde: ” Synes du ikke, det lød godt?” Jeg kunne kun skamrose ham for hans indsats. Det der er vigtigt her er, at han er stolt af sin indsats. Han føler, at han har været med til noget betydningsfuldt, og at han har oplevet sig selv som succesfuld. Han har fået en sejr, og det er enormt vigtigt, at han så tit som muligt oplever disse små sikre succeser, som skubber ham videre. Jeg oplevede noget af det samme en anden dag, da jeg var en tur ovre i hus C. Her fik jeg at vide, at Helene, der ellers aldrig siger noget, havde sagt ”vil gerne” og vist, at hendes bælte var for stramt. Det var store skridt for Helene, og det viser, at hun er på vej. CSV på ny adresse? I 2008 bestemte Randers Byråd, at der skulle afsættes 40 mio. kr. til de tre specialskoler i Randers Kommune, Vesterbakkeskolen, Firkløverskolen og CSV Randers. Alle skolerne melder om pladsmangel. Et udvalg bestående af repræsentanter fra de tre skoler og de implicerede forvaltninger er i færd med at overveje, hvad de vil anbefale byrådet at bruge pengene på. Fra CSVs side har vi påpeget, at vi ikke ønsker at dele lokaler med en børneskole. CSV er en voksenskole. Vores elever er voksne. For STUs vedkommende er det unge under uddannelse. Det foregår bedst i et ungdomsmiljø, hvor man samtidig kan have det sjovt, få venner, kærester, lære noget, udvikle sig. CSV har i dette skoleår gennemgået store forandringer. Vi modtager nu en meget bredere målgruppe end tidligere. Det stiller store krav til de bygninger, der skal huse ungdomsuddannelsen, 2. krav, som er vanskelige at opfylde på Bakkevej 1, hvor vi holder til i øjeblikket. Lige nu har vi kik på bygninger, som benyttes af Teknisk Skoles elektrikeruddannelse på Blommevej i den nordligste ende af byen. Det vil være en god mulighed for CSV. Her vil der være rige muligheder for at udvikle et godt og spændende tilbud. Men intet er afgjort endnu. Vi ved blot, at vores elevtal stiger i det nye skoleår, og at vi bliver nødt til at opstille endnu en pavillon for at kunne huse de ca. 16 nye elever, som starter på skolen efter sommerferien. Heldigvis, kan man sige, er der samtidig 13 elever, som forlader skolen, syv efter endt uddannelse og seks elever bliver hjemtaget af Norddjurs Kommune. Personale Jeg skrev i sidste nummer af Mjølner, at vi havde fået et par opsigelser. Vi har nu fundet deres afløsere. I Årskursus arbejder nu den 54-årige lærer, Anni Øllgaard. Hun kommer fra Folkeskolen og har tidligere arbejdet meget med blinde. Tina Klinkby er den anden nye lærer. Hun har gennem flere år arbejdet på en anden voksenspecialskole, nemlig Limfjordsskolen i Løgstør, og underviser i B-huset. Derudover har vi haft Yama Rahnaward som vikar siden sommerferien. Han er nu ansat i en fast stilling. Yama kom til Danmark fra Afghanistan for 7 år siden. Han har de fleste af sine timer i C-huset. Velkommen til dem alle! Ole Holst skoleleder
Download PDF fil