Den lystbårne motivation Kære læsere, kære borgere i Randers. Velkommen til dette nye nummer af Nye Sider, vi håber I har lyst til at læse med. Lyst. Et tema, der udspringer af, at Randers Kunstmuseum skal have et værk, en udstilling, der kommer fra ”de syv dødssynder”. Randers er, som en del af Kulturby 2017, blevet tildelt ”lyst”. Det vil vi gerne understøtte som bibliotek. Det er ikke svært at tale om begrebet lyst i et positivt lys, når man har at gøre med et bibliotek. Lysten er jo det, der driver værket, da biblioteket er et frit tilgængeligt tilbud. Man skal jo gå i skole, man skal gå på arbejde, men på biblioteket har vi en institution, der netop er båret af lysten, og det holder den vigtige livslange nysgerrighed og læring skarp, så man også får lyst til at gå på arbejde, og alt det andet man skal. Hvis man, i denne sammenhæng, ser på ordet ”lyst”, som den enkeltes lyst til at engagere sig i sit eget liv, så har man brug for at blive drevet af noget. Noget, der motiverer, noget der gør at man kan se øjnene spille. På biblioteket har vi tilbud til alle faser i livet og det understøtter vi med vores fysiske og digitale rammer. Fra førskolebarnet, til man går i skole, inspiration til fritidslæsning og til at blive klogere på ord, men også konkret til at skulle skrive opgaver. Så kommer man på arbejdsmarkedet. Man finder noget, man gerne vil blive klogere på, noget man gerne vil dykke ned i, og det kan også undersøges nærmere på biblioteket. Når man bliver pensionist, slukkes nysgerrigheden jo ikke, man vil fortsat lære, og det støtter biblioteket også op om med alt fra strikkecaféer over IT-kurser til spændende foredrag. Biblioteket er også et kulturelt mødested for unge og gamle. Det er et signal, vi gennem en stor brugerundersøgelse har fået fra borgerne i Randers, der ønsker et sted, de kan mødes om kulturelle tilbud Vores overordnede mål er at bringe den livslange læring, lysten og motivationen ud til borgerne i Randers. Det moderne folkebibliotek er meget andet end bøger og bygninger. Vi skal også ud til folk dér, hvor de er. Lyst til livet og at vi som bibliotek er med til at stimulere lysten til viden, lysten til kultur og lysten til at den enkelte kan flytte sig i sit liv. Store ord, ja, men det er dét, vi forsøger at understøtte i det fysiske rum, i det virtuelle rum, og når vi eksempelvis er med i en undervisningssituation på en skole, når vi indgår i projekter sammen med Sundhedshuset, når vi er i Nordbyen med bibliotekscyklen, eller når en bibliotekar holder en introduktion i den lokale biograf om Star Wars, som en af vor tids store myter. I april måned er vi også, som både by og bibliotek, med i Demokratistafetten, som også er tilknyttet Århus 2017. Også her handler det om lyst, hvor vi skal være med at give de unge lyst til at engagere sig i samfundet, i vores demokrati, og at man forholder sig til, hvad et demokrati er, og hvad et demokrati ikke er. Det frie rum i biblioteket er netop med til at stimulere dette, da det er lysten og ikke den løftede pegefinger eller skolen der dikterer, hvad det er man skal. Altså den lystbårne motivation. Det er netop essensen i bibliotekets virke: At stimulere den lystbårne motivation til at berige sig selv og de steder man kommer, eksempelvis skolen, arbejdspladsen eller pensionistklubben. Lysten til og muligheden for den livslange læring og personlige dannelse. Når man beriger sig selv, har man også muligheden for at berige fællesskabet. I vores magasin finder du også baggrundsartikler om forårets arrangementer, spændende brugerhistorier, inspiration til musik og læsning samt meget, meget mere. God læselyst Lene Byrialsen, bibliotekschef. 2 | RANDERS BIBLIOTEK
Download PDF fil