■ Forord Der skal i Region Midtjylland som geografisk område de kommende 35 år investeres meget store midler i nye vedvarende energianlæg, ligesom en del af de eksisterende fossilt baserede energianlæg i en overgangsperiode frem mod 2050 skal vedligeholdes. Ukoordineret og spredt energiplanlægning indebærer risiko for suboptimering, langtidsvirkende fejlinvesteringer og ineffektiv udnyttelse af regionens begrænsede energiressourcer. De 19 kommuner og Region Midtjylland har siden 2007 haft et godt og udbytterigt samarbejde om energiregnskaber og perspektiver for energiomstillingen i regionen. I det seneste fælles projekt ’midt.energistrategi’ har kommuner og region i et partnerskab med 13 lokale energiselskaber, 2 universiteter, Samsø Energiakademi, Grøn Energi (Dansk Fjernvarme), Innovationsnetværket for Biomasse (ABP/INBIOM) og Koordinationsudvalget for Hornsyld og Omegn, i fællesskab formuleret denne energistrategirapport for Region Midtjylland som geografisk område. ’midt.energistrategi’ er udarbejdet af fagpersoner i partnerskabet og beskriver hvordan kommuner, region og øvrige lokale aktører gennem mål og lokale handlinger kan arbejde for et energisystem baseret på vedvarende energi på både kort og mellemlangt sigt. Sidst i strategien har kommunerne og regionen beskrevet egne politiske mål og initiativer samt hvordan man lokalt arbejder eller vil arbejde med centrale indsatsområder i den fælles omstilling. Midtvejs i projektet har kommunale og regionale politikere debatteret og bidraget til den strategiske energiplanlægning i ’midt. energistrategi’ på en stor energikonference i Silkeborg. Med ’midt.energistrategi’ har vi synliggjort de fremtidige udfordringer på tværs i Region Midtjylland, samt vores lokale og regionale handlemuligheder. Projektet har vist, at det både er nødvendigt, og giver en række fordele at samarbejde på tværs på trods af lokale forskelle. Håbet er derfor, at ’midt. energistrategi’ kan udgøre et koordineret og fælles grundlag i de kommende år for de 19 kommuners, regionens og de lokale energiselskabers beslutninger om energiplanlægning og konkrete initiativer. forord 3 3
Download PDF fil