” Næste skridt er fokus på, om fødevarerne også er produceret ansvarligt i forhold til miljøbelastning og ressourceeffektivitet" Forord Fremtidens fødevareerhverv har mange ansigter Det danske fødevareerhverv eksporterer for næsten 150 milliarder kroner om året. Aftagerne er først og fremmest vores nabolande, men også vækstmarkeder i Asien, Mellemøsten og Afrika har fået øje på, hvad vi kan her i landet. Ikke mindst i Midtjylland, der står for langt den største del af fødevareproduktionen. Her ligger tyngdepunktet for det danske fødevareerhverv, og fordi vi også huser et stærkt videnmiljø, har vi store muligheder for vækst og nye arbejdspladser. Den globale efterspørgsel efter kvalitetsfødevarer stiger i takt med, at en voksende del af jordens befolkning får råd til at gå op i sundhed og sikkerhed. Næste skridt er fokus på, om fødevarerne også er produceret ansvarligt i forhold til miljøbelastning og ressourceeffektivitet. Netop her har vi et forspring, som vi skal arbejde hårdt på at fastholde, og Regionsrådet og Vækstforum ser især tre vigtige områder at tage fat på: Vi skal sikre os, at innovation og vidensamarbejde bliver en integreret del af virksomhedernes hverdag og strategi. Vi skal gøre fødevareerhvervet attraktivt set med investorøjne. Og så skal vi blive dygtigere til at spotte de iværksættervirksomheder, der virkelig har potentiale. Mange af dem befinder sig i et krydsfelt imellem fødevarer, klima, miljø og sundhed, og dem kan vi tilbyde adgang til ny viden, netværk, kompetenceløft, internationalisering, eller hvad der nu kunne hjælpe dem med at skyde genvej til større indtjening og nye arbejdspladser. Her i bladet kan du læse om Region Midtjyllands særlige rolle i den nationale fødevareklynge og om, hvordan vi fremover skal tiltrække endnu flere internationale virksomheder, kompetent arbejdskraft og dygtige iværksættere. Du kan også møde virksomheder, der har fået en regional hånd med konkurrenceevnen – hvad enten det drejer sig om Dexter-køer, der plejer naturarealer, maskiner, der kan strippe 12 laks i minuttet, havbrug, der bruger muslinger og tang til at opsamle næringsstoffer, eller syrlige bolcher, der kan få mundvandet frem hos patienter med nedsat appetit. Fremtidens fødevareerhverv har mange ansigter. God læselyst Bent Hansen dialog tema: Fødevarer 3