På Institut for Kommunikation og Handicap tilbyder vi et koordineret tværfagligt forløb med undervisning og vejledning målrettet personer med længerevarende følger efter hjernerystelse. Fokus er at lære at kompensere for symptomer samt mindske disse, så tilbagevenden til job og studie bliver en mulighed. I Danmark får omkring 25.000 mennesker hvert år hjernerystelse. Størstedelen oplever væsentligt bedring i symptomer i løbet af de første uger og måneder. Ca. 25% oplever følgevirkninger i op til 6 måneder. Ca. 10 - 15% udvikler længerevarende følger efter hjernerystelse. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at anvende betegnelsen postcommotionelt syndrom, hvis symptomer vedvarer i mere end 12 måneder. Følgerne af postcommotionelt syndrom opleves forskelligt fra individ til individ, og gør det svært for personen at varetage et arbejde eller studie. Personer med følger efter en hjernerystelse vil typisk opleve symptomer i form af: • Manglende energi • Lydfølsomhed • Lysfølsomhed • Synsforstyrrelser • Svimmelhed • Hovedpine (migræne) • Søvnbesvær • Nedsat tempo i tænkningen • Koncentrationsbesvær • Dårlig hukommelse • Øget irritabilitet Symptomerne kan i nogle tilfælde udvikle sig til længrevarende stress, angst og depression. Konsekvenser af dette kan være, at personen ikke er i stand til at være aktiv deltager i eget liv - herunder arbejde, studie og familieliv. Forløbet på IKH er målrettet borgere, som har en dokumenteret hjernerystelse og som oplever mindst tre af de ovenstående symptomer efter tre måneder. Målet er, at borgeren får redskaber til at mestre livet med følger efter hjernerystelse og efter endt forløb oplever signifikant forbedring af symptomer, livskvalitet og aktivitetsniveau. Det er et centralt mål at forebygge udvikling af postcommotionelt syndrom eller at bedre tilstanden, hvis personen henvises 12 måneder eller mere efter hjernerystelsen. Hvad består forløbet af? I forløbet afdækkes, hvad der skal til for, at borgeren kan være på en arbejdsplads eller et studie. Gennem et tværfagligt indvidualiseret forløb med psykoedukation og vejledning undervises borgeren i kompenserende strategier samt tilbydes redskaber til at mestre følgerne af hjernerystelsen, så man kan deltage så aktivt som mulig i arbejds- og sociallivet. 3
Download PDF fil