4 | Rapport om Samfundsansvar 2017 | FN Global Compact CoP Om denne rapport Rapport om Samfundsansvar 2017 (Communication on Progress) giver en status over mål og resultater i Pædagogernes Pensions implementering af Global Compact’s ti principper. Rapporten dækker perioden januar til december 2017. I rapporten gør vi status over de områder, som vi har arbejdet særlig intensivt med, og vi fortæller om resultater, vi har opnået i arbejdet. Med rapporten opfylder vi samtidig den lovpligtige redegørelse for samfundsansvar og vores forpligtelse til at rapportere om fremskridt i arbejdet med implementering af Global Compact. Rapporteringen handler om investeringerne, som udgør det vigtigste forretningsområde i relation til varetagelsen af vores samfundsansvar. Pædagogernes Pension opfatter arbejdet med samfundsansvar som en integreret del af investeringsvirksomheden. Det er vores ambition at give et fyldestgørende billede af vores påvirkninger af det omgivende samfund og at fortælle åbent om de udfordringer, som vi løbende er konfronteret med. Rapporten er et supplement til diskussioner i bestyrelse og delegeretforsamling samt til information på vores hjemmeside. Global Compact udgør grundlaget for varetagelse af vores samfundsansvar. Interessefællesskabet her er kernen i vores politik for ansvarlige investeringer. Politikken kan læses på pbu.dk/ansvar Rapporten findes på pbu.dk/ansvar og på Global Compact’s hjemmeside globalcompact.org Om PBU Pædagogernes Pension er arbejdsmarkedspensionsselskab for 110.000 pædagoger, hvoraf hovedparten er dækket af overenskomst mellem BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) og KL (Kommunernes Landsforening). Pædagogernes Pension har aktiver for 70 mia. kroner, og vi har årlige indbetalinger fra medlemmerne på ca. 3 mia. kroner. Pensionsselskabet investerer sine midler i børsnoterede aktier, obligationer, unoterede aktier, ejendomme og alternative investeringer (vedvarende energi, infrastruktur mm.). Kapitalforvaltningen er for hovedpartens vedkommende lagt ud til eksterne forvaltere i Danmark og i udlandet. Du kan læse mere om Pædagogernes Pension samt om, hvordan året er gået i „Årsrapport for Pædagogernes Pension 2017“, som findes på pbu.dk.
Download PDF fil