Maskinmesteren – mere end en teknisk leder Forord Ledere med maskinmesterbaggrund har de evner og kompetencer, der skal til for at fremme nytænkning og skabe visioner i organisationen. De besidder kvaliteter, der rækker langt ud over den brede og alsidige tekniske indsigt, som uddannelsen til maskinmester er garant for. Således besidder maskinmestre med lederansvar også værdifulde kompetencer som ansvarlighed, handlekraft, evnen til at koordinere samarbejde mellem flere forskellige faggrupper og stor kommerciel forståelse. Maskinmestre er med andre ord langt mere end tekniske ledere. Det er konklusionen i rapporten ’Maskinmesteren – mere end en teknisk leder’, som ledelseskonsulent og organisationspsykolog Lone Mandix har udarbejdet for Maskinmestrenes Forening. Rapporten er en selvstændig fortsættelse af analysen ’Fremtidens maskinmester’ fra 2007. Rapporten sætter fokus på maskinmestre som ledere, og den er skrevet på baggrund af en undersøgelse blandt 535 maskinmestre med lederansvar samt interviews med 24 repræsentanter fra 19 forskellige virksomheder og organisationer. Rapporten sætter en streg under, at maskinmestre som ledere har nogle stærke og vigtige ledelseskompetencer, som gør dem attraktive i virksomheder såvel på land som til søs. Den viser, at hvis man fokuserer alt for snævert på den tekniske del af maskinmestres ledelseskvalifikationer, risikerer man at overse det potentiale og den værdi, maskinmestre med lederansvar udgør for virksomheden i et større perspektiv. Mange maskinmestre har draget fordel af de unikke muligheder, der opstår, når deres brede tekniske indsigt får følgeskab af den daglige refleksion og management, som maskinmestre udfører. Nu bekræfter vores nye undersøgelse, at ledere med maskinmesterbaggrund på en lang række områder ligger helt på linje med ledere generelt, når det gælder honorering af krav til fremtidens ledelse. Maskinmestre er for eksempel stærke i at lede under forandringer. Som ledere udviser vi forståelse for samspillet mellem teknik, økonomi og bæredygtighed, ligesom vi er kompetente til at stå i spidsen for tværorganisatorisk arbejde. Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening Hvis man som maskinmester med ledelsesansvar samtidig formår at integrere andre ledelseskompetencer som fokus på medarbejderudvikling, strategisk ledelse og personlig kommunikation, så står man med en helt unik ledelsesprofil, som kan skabe både økonomisk gevinst og værdifuld eksekvering på alle planer i en organisation. 3
Download PDF fil