Netværk Et link til omverdenen En gruppe maskinmestre har oprettet sig på det sociale netværk, LinkedIn. Tanken er at dele viden og jobforbindelsermed hinanden, og tilslutningen vokser med eksplosiv hast. Af Jeppe Kiel Revsbech ”Relationships matter,” lyder sloganet for det verdensomspændende sociale netværk, LinkedIn – og det var netop bagtanken, da 41-årige Klaus Rasmussen sidste år tog initiativ til at oprette en gruppe udelukkende for maskinmestre på det toneangivende elektroniske site. »Jeg gik på det tidspunkt ledig på arbejdsmarkedet og var nysgerrig efter at finde ud af, hvilke virksomheder der i grunden passede til de kompetencer, jeg har. Men der fandtes ikke rigtigt et virtuelt forum, hvor maskinmestre kunne dele sit netværk og sine erfaringer med hinanden,« fortæller Klaus Rasmussen. Det rådede han bod på ved hjælp af LinkedIn. I godt et år har ”Maskinmesteren”, som gruppen hedder, således udgjort et virtuelt samlingspunkt for landets maskinmestre og allerede tiltrukket sig over 600 medlemmer. Et tal, som fortsat vokser støt. »Jeg håber, vi inden for et års tid kan nå op på 1.000 medlemmer,« medgiver Klaus Rasmussen, der administrerer gruppen – og dagligt får nye anmodninger fra nær og fjern om at blive en del af det gode selskab. »Jamen så gør jeg mig herved synlig. Jeg dimitterede i januar og er jobsøgende,« har en nytilkommen bruger eksempelvis skrevet, mens en anden kort og godt konstaterer: »Hej Mestre, jeg er ny i gruppen, og det er herligt at se så mange samlet her. Maskinmestre er jo Danmarks rygrad, og mulighederne bliver kun flere.« Men hvad kan man som maskinmester egentlig bruge LinkedIn-gruppen til? »Der er mange, som bruger siden til at gøre opmærksom på, at de er jobsøgende, og derigennem få adgang til et netværk, som måske kan hjælpe dem nærmere et job,« forklarer Klaus Rasmussen. »Men tanken er i lige så høj grad, at det skal være en database, hvor man kan spørge andre maskinmestre til råds, hvis man har brug for viden om et bestemt fagområde. Et sted, hvor man kan ’high lighte’ sine egne kompetencer og få hjælp af andres.« Pift profilen op Selv om gruppen primært er forbeholdt maskinmestre, er der også andre aktører at finde blandt medlemmerne – heriblandt headhuntere, som holder øje med potentielle kandidater til maskinmesterjobs – ligesom Klaus Rasmussen også er begyndt at åbne op for at indlemme maskinmesterkolleger fra resten af Skandinavien i gruppen. Muligheden er med andre ord til stede for både at netværke og blive bemærket af de rigtige folk – men det kræver en aktiv indsats fra maskinmestrene selv, påpeger administratoren: »Jeg kunne godt ønske mig, at flere af medlemmerne gjorde deres LinkedIn-profil lidt skarpere, så de klart og tydeligt fik fortalt, hvad de er gode til, og hvilke erfaringer de har. For så står man simpelthen bedre, hvis en fremtidig arbejdsgiver skulle kigge på profilen,« bemærker Klaus Rasmussen. Det kan den 41-årige uddannede maskinmester selv skrive under på. Han har i Klaus Rasmussen: »Mange bruger siden til at gøre opmærksom på, at de er jobsøgende, og derigennem få adgang til et netværk, som måske kan hjælpe dem nærmere et job.« dag skiftet tilværelsen som ledig ud med en stilling som Business Development Manager hos gasvirksomheden Primagaz – takket være sit netværk. »Jeg tror ikke, man skal se LinkedIn som en jobportal, men snarere som en god kanal til at få etableret kontakt til de virksomheder, der matcher de kompetencer og interesser, man selv har – og måske få arrangeret et kaffemøde, hvor begge parter kan præsentere sig selv og se, om kemien passer,« siger Klaus Rasmussen. »Så har man allerede taget det første skridt imod et arbejde.« Interesserede maskinmestre kan anmode om at blive medlem af ”Maskinmesterens” gruppe ved at oprette en profil på LinkedIn og søge efter gruppen, som kort og godt findes ved at skrive ”Maskinmesteren” i søgefeltet. I øjeblikket har gruppen 624 medlemmer, men målet er at samle alle landets maskinmestre med en LinkedIn-profil i gruppen. 4 Maskinmesteren juli 2011
Download PDF fil