Maritim bog Mordbranden på Scandinavian Star natten til 7. april 1990 er Skandinaviens største kriminalgåde. » lå smidt på gulvet. Flasker var efterladt. Som et spøgelsesskib, der var blevet for ladt i al hast. Ikke en levende sjæl og in gen døde. Det skulle ændre sig. Kun få hundrede meter fra det brænden de skib fik brandingeniør Svante Carlsson på Stena Saga den første fornemmelse af, at det kunne ende med at være en langt større tragedie, end de havde forventet. Han fik at vide, at der savnedes mindst 150 personer. Alle var altså ikke blevet evakueret. Langtfra. Imens gik Ingvar Brynfors op på broen på Scandinavian Star, mens hans brand mænd ledte efter overlevende længere nede i skibet. Pludselig stod et portugisisk besætningsmedlem foran ham. Han hed Ricardo Romeo. “Hvad i helvede laver du her?” udbrød Ingvar Brynfors. “De forlod mig,” svarede Ricardo Romeo på engelsk. Kort efter dukkede endnu en portugiser op. Brandmesteren pegede på helikopte ren og spurgte, om de ville evakueres. “Nej, vi kan hjælpe jer,” svarede de. Brandmesteren tog imod tilbuddet, for portugiserne kendte skibet. Ricardo Romeo var vågnet lige efter klokken seks i sin mandskabskahyt under bildækket. Han havde svært ved at få luft og brugte medicin mod astma. Men selv om han tog et par piller, kunne han stadig ikke rigtig ånde. Han overvejede, om det var røg fra bilerne på dækket. Men da han gik ud af kahytten, opdagede han, at bil dækket var sort af røg. Alle mennesker var væk. Angsten greb ham, og han løb op i skibet. Oppe på dækket kunne han se andre skibe, som var ved at samle folk op i red ningsbåde. Han var fortvivlet og overbe vist om, at ingen ville komme og redde ham. Indtil han mødte den svenske brand mester. Den anden portugiser var hans chef, José Silva. De var ansat til at sørge for provianteringen af mad i kølerumme ne under bildækket, og José Silva vågne de, da tovene fra redningsbådene slog mod skibssiden. Ingvar Brynfors bad de to portugisere om at finde tegninger over skibet. De gik straks hen til kaptajnens kahyt, åbnede et skab og gav tegningerne til brandmeste ren. Brynfors bad de to besætningsmed lemmer om at blive i kaptajnens kahyt. De to portugisere var ikke de eneste, som de svenske brandmænd stødte på. Inde i en kahyt sad en nordmand og fik sig en dram. Det var tydeligvis ikke det første glas, han havde fået indenbords. Brandmændene eskorterede ham op på dækket – og der skulle komme flere over raskelser. I kahyt 408 vågnede danske Bettina Kold, da vækkeurets kimede. Uret var sat til klokken 04.45, men hun lå og døsede et kvarters tid, før hun stod op. Hun kunne lugte røg, tændte lyset og åbnede døren. I gangen var der også røg. Hun skyndte sig op ad en trappe mod receptionen, men måtte opgive, da røgen blev for tyk. Tilbage i kahytten lukkede hun døren for at holde den giftige røg ude. Bettina Kold var 20 år og ansat i tax freebutikken. Aftenen før havde hun ar bejdet til omkring 23.30. Så var hun gået en tur på skibet og havde snakket med kolleger, før hun gik i seng og læste i en bog. Omkring klokken et var hun faldet i søvn, så hun havde kun sovet i knap fire timer. I kahytten overvejede hun, hvad hun skulle gøre. Hun gik ud på gangen for at finde en kvindelig kollega i en nærliggen de kahyt, men da hun råbte kollegaens navn, fik hun intet svar. Bettina Kold re turnerede til kahytten og så på uret. Klok ken var kvarter over fem. Røgen generede hende. Hun tog et håndklæde, gjorde det vådt og holdt det for munden, så hun bedre kunne trække vejret. Gennem koøjet kunne hun se Stena Saga tæt ved. Det så ud, som om det svenske skib begyndte at sejle væk. Nu var hun helt alene på skibet, tænkte hun. Hun spekulerede over, hvordan hun skulle forhindre røgen i at trænge ind i kahytten. Hun overvejede at klistre spræk kerne mellem dørkarmen og døren til med tape, men desværre var der ikke klister bånd i kahytten. Det lykkedes hende at få revet bruseren ud af væggen. Den havde en kant, som hun forsøgte at bruge til at få åbnet vinduet med. Men det mislykkes – og hun var grædefærdig. Til sidst satte hun sig. Noterede ned, hvad hun havde oplevet, og begyndte at skrive et afskedsbrev. Bettina Kold forbe redte sig på at dø. Så hørte hun personer ude på gangen og så på uret. Klokken var omkring halv syv om morgenen. Forsigtigt lukkede hun døren op. På gangen stod en brandmand med røgdykkerudstyr. Han talte svensk og sagde, at hun skulle gå med op. Bettina Kold trak vejret gennem det våde hånd klæde, mens hun gik gennem gangen. Via en trappe kom hun op på dækket og ud i frisk luft. Hvilken lettelse. Hun ind vilgede dog i at gå med ned i skibet igen for at hjælpe de svenske brandmænd med at finde vej. Her mødte de en ældre norsk mand. Han havde en plastikpose med spi ritus og ville ned i sin kahyt for at hente resten af sin sprut. Han var åbenbart ikke klar over situationens alvor. Brandmænde ne eskorterede ham op på dækket, og 40 Maskinmesteren oktober 2015
Download PDF fil