Lønstatistik 2014 Forord Lønudviklingen 2014 Maskinmestre kan se tilbage på et år med lønstigninger. Det viser lønstatistikken for 2014, der omfatter privatog offentligt ansatte maskinmestre i land samt privatansatte maskinmestre til søs. Lønstatistikkerne for de tre områder er samlet for at give større sammenlignelighed i lønforholdene og dermed bedre mulighed for at sammenligne lønforholdene på tværs af sektorerne. Det gennemgående begreb er bruttoløn, som er løn inklusiv eget og arbejdsgivers pensionsbidrag, men eksklusiv overarbejdsbetaling, skifteholdstillæg, særlig feriegodtgørelse og arbejdsgivers bidrag til ATP. Desuden er biindtægter ikke regnet med i bruttolønnen, ligesom værdien af fri bil, telefon og andre goder heller ikke er indregnet i lønnen. Ud over aftaler om løn og pension kan for eksempel aftaler om efter- og videreuddannelse også indgå i ansættelsesaftaler. Tallene viser, at den gennemsnitlige brutto-månedsløn for maskinmestre pr. 1. september 2014 er: • Privatansat i land 53.746 kroner • Privatansat til søs 65.707 kroner • Offentlig ansat på overenskomst 45.112 kroner • Offentlig ansat som tjenestemand 51.199 kroner. Stigningstakten for de privatansatte maskinmestre i land er på 2,5 procent. Lønningerne er større end Dansk Arbejdsgiverforenings konjunkturstatistik fra oktober 2014, der viser en lønstigningstakt for funktionærer på 1,7 procent i perioden fra tredje kvartal 2013 til tredje kvartal 2014. Hvis man udelukkende ser på de privatansatte maskinmestre der besvarede lønstatistikken i både 2013 og 2014 var stigningstakten 4,42 procent. Økonomi og indenrigsministeriet skønner i økonomisk redegørelse fra august 2014, at det samlede gennemsnit for danske lønstigninger i 2014 vil være cirka 1,8 procent. Den almindelige lønudvikling er blandt andet bestemt af faktorer som udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet samt inflation. Ifølge økonomisk redegørelse fra august 2014 forventes den gennemsnitlige inflation at ligge på omkring cirka 0,8 procent for 2014. De sejlende maskinmestre har under et haft et gennemsnitligt fald på -1,6 procent. Årsagen til faldet skyldes, at antallet af juniorofficerer er steget væsentligt og det afspejles i lønstatistikken. Hvis man udelukkende ser på de sejlende maskinmestre der besvarede lønstatistikken i både 2013 og 2014 var stigningstakten 3,16 procent. De offentligt ansatte har samlet set oplevet en lønstigning/løntilbagegang på 1,6 procent og -0,03 procent for henholdsvis overenskomstansatte og tjenestemandsansatte. Hvis man udelukkende ser på de overenskomstansatte og tjenestemandsansatte maskinmestre der besvarede lønstatistikken i både 2013 og 2014 var stigningstakten på hhv. 2,88 procent og på 0,52 procent. I henhold til Danmarks Statistik, lønindeks for den offentlige sektor, fik de offentligt ansatte i staten i andet kvartal 2014 lønstigninger på 1,5 procent i forhold til samme kvartal året før. De kommunalt ansatte opnåede i samme periode en stigning i lønnen på 1,0 procent, og i regionerne var stigningen på 1,5 procent. Ledigheden blandt maskinmestre ligger fortsat på et lavt niveau. Der mangler cirka 100 fuldtidsstillinger for at sikre fuld beskæftigelse. Det svarer til en ledighed på cirka 1,8 procent. Lønstatistikken anvendes af rederier, virksomheder, stat, regioner og kommuner samt medlemmer i Maskinmestrenes Forening som grundlag i forhandlinger om løn, pension og øvrige ansættelsesforhold. Per Jørgensen, Formand 3
Download PDF fil