Lønstatistik 2012 Forord Et år med lønstigninger Maskinmestre kan se tilbage på et år med pæne lønstigninger. Det viser lønstatistikken for 2012, der omfatter privat- og offentligt ansatte maskinmestre i land samt privatansatte maskinmestre til søs. Lønstatistikkerne for de tre områder er samlet for at give større sammenlignelighed i lønforholdene og dermed bedre mulighed for at sammenligne lønforholdene på tværs af sektorerne. Det gennemgående begreb er bruttoløn, som er løn inklusiv eget og arbejdsgivers pensionsbidrag, men eksklusiv overarbejdsbetaling, skifteholdstillæg, særlig feriegodtgørelse og arbejdsgivers bidrag til ATP. Desuden er biindtægter ikke regnet med i bruttolønnen, ligesom værdien af fri bil, telefon og andre goder heller ikke er indregnet i lønnen. Ud over aftaler om løn og pension kan for eksempel aftaler om efter- og videreuddannelse også indgå i ansættelsesaftaler. Tallene viser, at den gennemsnitlige bruttomånedsløn for maskinmestre pr. 1. september 2012 er: • Privatansat i land 51.817 kroner • Privatansat til søs 66.601 kroner. • Offentlig ansat på overenskomst 43.663 kroner. • Offentlig ansat som tjenestemand 49.598 kroner. Stigningstakten for de privatansatte maskinmestre i land er på 2,68 procent. Lønningerne er højere end Dansk Arbejdsgiverforenings konjunkturstatistik fra oktober 2012, der viser en lønstigningstakt for funktionærer på 1,3 procent i perioden fra tredje kvartal 2011 til tredje kvartal 2012. Finansministeriet skønner, at det samlede gennemsnit for danske lønstigninger i 2012 vil være ca. 2,0 procent. Den almindelige lønudvikling er blandt andet bestemt af faktorer som udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet samt inflation. Ifølge Finansministeriet forventes den gennemsnitlige inflation at ligge på omkring ca. 2,4 procent for 2012. De sejlende maskinmestre har haft en gennemsnitlig stigning på 3,2 procent. De offentligt ansatte har samlet set oplevet en lønstigning på 1,9 procent og 2,3 procent for henholdsvis overenskomstansatte og tjenestemandsansatte. De offentligt ansatte i staten fik i andet kvartal 2012 lønstigninger på 1,8 procent i forhold til samme kvartal året før. De kommunalt ansatte opnåede i samme periode en stigning i lønnen på 2,4 procent, og i regionerne var stigningen på 2,1 procent. Ledigheden blandt maskinmestre ligger fortsat på et lavt niveau. Ultimo oktober manglede der 116 fuldtidsstillinger for at sikre fuld beskæftigelse. Det svarer til en ledighed på 1,6 procent. Lønstatistikken anvendes af rederier, virksomheder, stat, regioner og kommuner samt medlemmer i Maskinmestrenes Forening som grundlag i forhandlinger om løn, pension og øvrige ansættelsesforhold. Per Jørgensen, Formand 3
Download PDF fil