Tryg Vejhjælp Europa - Redningsforsikring i udlandet (Gælder hvis du har købt kasko- eller delkasko/tyveriforsikring) Dækningen er en del af kaskoforsikringen eller delkasko/tyveriforsikringen og omfatter personbiler og varebiler med tilladt totalvægt på max. 3.500 kg samt motorcykler, scootere og registreringspligtige knallerter 45. Disse angives-/betegnes i det følgende som køretøjet. Befordring af fører og passagerer Ved driftstop, nedbrud eller uheld, hvor bilen skal transporteres til nærmeste autoriserede værksted, sørger vi via lokal transport for, at fører og passagerer kommer frem til værkstedet eller til det sted, hvor erstatningskøretøjet skal afhentes. Udover selve køretøjet omfatter dækningen efterspændte kaskoforsikrede påhængs- eller campingvogn. Hvor gælder Tryg Vejhjælp Europa Udvidet Tryg Vejhjælp i Europa dækker inden for det geografiske Europa, i Rusland indtil Ural-bjergene, samt Israel, Marokko, Tunesien, Tyrkiet og Iran. Forsikringen dækker ikke ved driftsstop/skade i det land, hvor køretøjet er indregistreret. Assistance Tryg Vejhjælp yder assistance ved uheld eller uforudset driftsstop, fx ved starthjælp, skift af hjul, oplukning af bildør eller udbringning af brændstof. Ved det enkelte uheld er dækningen begrænset til et beløb, der svarer til køretøjets handelsværdi før driftsstoppet eller skaden. De samlede udgifter til fx hjemtransport, hjemkørsel, hotelophold, udlejningsbil og hjemrejse kan derfor ikke overstige værdien af dit køretøj, efter driftsstoppet eller skaden. Dette gælder også ved tyveri af køretøjet. Vi kan også vælge at levere erstatningskøretøjet på et nærmere aftalt sted. Erstatningskøretøj Hvis der sker driftstop, mekanisk nedbrud eller uheld under kørsel i de omfattede lande, og køretøjet skal transporteres til et værksted, dækkes merudgifter til at leje et erstatningskøretøj. Det er en betingelse, at reparation af dit eget køretøj tager mere end 3 timer, indenfor normal åbningstid. Hvis dit køretøj stjæles under kørsel i de omfattede lande, dækkes merudgifter til at leje et erstatningskøretøj, når du har anmeldt tyveriet til det lokale politi og kan dokumentere anmeldelsen. Anmeldelsen skal ske straks til det lokale politi og til dansk politi efter hjemkomsten. Der dækkes op til 21 døgn’s lejeudgift til et standardudrustet køretøj af samme størrelse som dit eget køretøj. Vejer dit eget køretøj mellem 3.001-3.500 kg., dækkes 21 døgn’s lejeudgift til et standardudrustet udlejningskøretøj af mellemstørrelsen. Bugsering eller Bjærgning Kan udbedring ikke ske på nedbrudstedet, yder vi assistance i form af bjærgning eller transport. Transporten går til det nærmeste autoriserede værksted. Hvis du rejser ind i Danmark skal erstatningskøretøjet køres direkte til førerens bopæl og du skal følge den aftale der er indgået med Tryg Vejhjælp Europa om aflevering af køretøjet, som skal ske straks efter hjemkomst. Fastkørsel i sne, mudder, sand og lignende Dækningen omfatter også fritrækning ved fastkørsel i sne, mudder, sand og lignende. Hvis det pågældende lands regler omkring sæson udstyr på køretøjet, fx vinterdæk og snekæder ikke er overholdt, så køretøjet er ulovligt at benytte, gælder der en særlig selvrisiko på 1.500 kr. ved fritrækning. Hjemtransport eller Hjemkørsel Hvis dit køretøj ikke kan bringes i trafikmæssig forsvarlig stand indenfor rimelig tid med hensyn til den fortsatte rejse, så kan dit køretøj transporteres eller køres hjem af Tryg Vejhjælp. Hjemtransport eller hjemkørsel af bilen, skal altid ske efter aftale med Tryg Vejhjælp. Hjælp ved sygdom og tilskadekomst Ved ildebefindende, tilskadekomst eller sygdom hos føreren og ingen rejsedeltager kan føre køretøjet hjem, sørger vi for, at køretøjet, fører og passagerer kommer til nærmeste læge eller behandlingssted. Hvis ingen af rejsedeltagerne kan føre køretøjet videre, sørger vi for hjemtransport. Fortsættes rejsen i et udlejningskøretøj, er det normalt rimelig tid, hvis køretøjet kan repareres uden væsentlig forsinkelse af den planlagte hjemkomst. Når du rejser hjem må rejseruten tilpasses, således at det reparerede køretøj afhentes. Det samme gælder, hvis dit køretøj har været stjålet og genfindes inden hjemrejsen. Udgifter til hotelophold og fortæring Hvis dit køretøj ikke kan repareres på stedet, kan det aftales med Tryg Vejhjælp, at der dækkes rimelige merudgifter til uforudset hotelophold og merudgifter til fortæring i stedet for leje af erstatningskøretøj eller hjemtransport af dit køretøj med Tryg Vejhjælp. Hjemrejse Hvis dit køretøj skal transporteres eller køres hjem af Tryg Vejhjælp, betaler vi din og dine passagernes hjemrejse med fly på økonomiklasse, eller med tog/skib på 2. klasse. Fremskaffelse af reservedele Hvis reservedele der er nødvendige for at bringe køretøjet i trafikmæssig forsvarlig stand, ikke kan fremskaffes på stedet inden for rimelig tid dækkes udgifter til fragt og afhentning samt evt. toldafgifter i udlandet. Aftale om fremskaffelse træffes med Tryg Vejhjælp. Toldafgifter og beslaglæggelse Toldafgifter på op til DKK 10.000, der er opstået på grund af tyveri af køretøjet i et af de omfattede lande, og køretøjet ikke senere genfindes, er omfattet af forsikringen. Tyveriet skal være anmeldt til det lokale politi, og dette skal kunne dokumenteres. Udgifter i forbindelse med beslaglæggelse af køretøjet på grund af uforudset driftsstop eller dækket kaskoskade, er også omfattet af forsikringen. Registreringsattest, nøgler og toldpligtige varer i køretøjet Til brug ved en eventuel toldkontrol skal køretøjets registreringsattest og nøgler være tilgængelige under hjemtransport/hjemkørsel. Det samme gælder nøgler til eventuel tagboks og lignende. Alle toldpligtige varer skal fjernes fra køretøjet, samt fra eventuel tagboks eller lignende, inden hjemtransporten-/hjemkørslen, da toldpligtige varer ikke afgiftsfrit kan indføres i Danmark af andre end køretøjets ejer. Kreditvurdering Gennem Tryg Vejhjælp kan der efter forudgående kreditvurdering formidles rimelige lån til betaling af reparationer i udlandet, som er nødvendige for at bringe køretøjet i trafikmæssig forsvarlig stand, og som ikke kan erstattes af kaskoforsikringen. Dette sker dog kun for den del af reparationsomkostningerne, der overstiger 1.500 DKK. Føreren retter anmodning om lån til Tryg Vejhjælp, som træffer aftale herom. Der vil blive pålagt et administrationsgebyr på 500 kr. Lån ydes dog kun efter forsikringstagerens accept. Lån skal tilbagebetales straks efter modtagelsen af opgørelsen fra Tryg Vejhjælp. Forsikringen dækker ikke • hvis rejsens formål er erhvervsmæssig godstransport. • udgifter til udlejningskøretøj for registreringspligtige knallerter 45. • udgifter til registreringspligtige knallerter 30. • udgifter til såkaldte blaffere. • ved driftsstop/skade i det land, hvor køretøjet er indregistreret. • ved fejl på køretøjet eller på udstyr, såfremt køretøjet vurderes trafiksikkert. • Udgifter til drivmidler, bro, vej, færge, vejafgifter og lignende • udgifter til reparationer, der ikke erstattes af kaskoforsikringen. • skader på bagage/gods eller udgifter til transport heraf, med mindre dette særligt aftales med Tryg Vejhjælp. • udgifter til tolkebistand. • ved skadetilfælde/situationer, som er beskrevet i kaskoforsikringens undtagelser. • ved driftsstop, der skyldes grov uagtsomhed, jf. forsikringsaftalelovens § 18. Forsikring i andet selskab Hvis et krav er helt eller delvist dækket af en dækning eller/og anden forsikring, er dækningen i henhold til denne forsikring subsidiær. Dette gælder dog ikke ved eventuelle tilkøbte vejhjælpsdækninger eller mobilitetsservice. Dokumenterede udgifter Bilag vedrørende erstatningsberettigede udgifter indsendes straks efter hjemkomsten til Tryg’s Vejhjælp. Få mere information om refusion på Tryg’s hjemmeside: www.tryg.dk Udgifter til kommunikation Kommunikation med Tryg Vejhjælp, herunder udgifter til telefonsamtaler, dækkes af forsikringen.
Download PDF fil