iPaper - Side 2

Klimaudfordringen i erhvervslivet 1. Klimaudfordringer er kommet for at blive Sagkundskaben er efterhånden ved at blive enige om, at verden står overfor en klimaudfordring – det, man diskuterer, er alene kuren. Det er et globalt problem, som ikke kan løses lokalt eller af et land alene. Et eksempel på mange af de udfordringer, som vi står overfor i de kommende år. Verden er på godt og ondt blevet global. Vi deltager i krige langt væk fra vores egne trygge breddegrader, vores unge dør af grunde, som vi ikke altid helt forstår. Nogle, for os, relativt uskyldige tegninger af en profet lægger os for had i store del af verden. Og vores erhvervsliv kæmper en kamp mod konkurrenter fra lande og dele af verden, hvor lønningerne er mange gange lavere end her i Danmark. Klimaudfordringen er ikke anderledes end de andre udfordringer – den er global, vi må samarbejde om at imødegå den, den er kompleks at analysere og forstå, den tager mange år at håndtere, og den forsvinder ikke af sig selv. Godt så. Hvordan løser vi så klimaudfordringen? Helt generelt har både regeringer og det enkelte menneske en rolle at spille – heldigvis. Regeringer kan sætte et menneske på månen, og store ledere kan inspirere almindelige mennesker til store bedrifter som at vælte Berlin muren. Så det er godt, at verden har ledere som Obama med sit ”Yes We Can”, og mennesker som lytter og handler. Men, men men … som det overståede Klimatopmøde i København viste med al tydelighed, er der begrænsninger ved politik som den eneste løsning. Politik er det muliges kunst, og sommetider er ikke ret meget muligt. Ikke desto mindre er der ingen grund til at fortvivle helt endnu. Hvis man ser på, hvordan verden i moderne tid har forandret sig markant – fra bilen, over computeren, til internettet og Facebook – så har den drivende kraft været markedet. Markedet som skaber innovation. Markedet som giver os de nye fede ting som den personlige computer, internettet og elbiler. Og markedet som tager de gamle ting fra os ved hjælp af den mekanisme, som kaldes for kreativ destruktion. Det, vi taler om, er naturligvis innovation – introduktionen af helt nye løsninger i markedet og dermed i verden. Og det er netop innovation, som skal hjælpe os til at håndtere klimaudfordringen. Derfor er det ikke bare Obama og folket, som skal agere nu. De kan tilsammen kun skabe grobund og rammevilkår for løsningerne. Men løsningerne må og skal komme fra markedet og dermed fra erhvervslivet – sammen med vidensinstitutioner, det offentlige, almindelige mennesker og mange andre. I det lys er det jo rasende interessant at se på, hvordan Danmarks erhvervsliv har det med klimaudfordringen. Og det er netop hvad vi har valgt at gøre med denne analyse baseret på Ingeniørforenings Lederpanel. Og lad os starte et godt sted. Undersøgelsen, som består af 14 spørgsmål, er blevet besvaret af 557 ledere med en ingeniør- eller cand.scient.baggrund. Side 2

Side 1 ... Side 3