FRELSENS HÆR|KRIGSRÅBET Udmærkelse for uselvisk tjeneste Anne-Lise og Erik Silfverberg er tildelt Grundlæggerens Orden for deres kærlighed til mennesker og musik. En krævende tjeneste med oplevelsen af såvel kald som afkald. Af Levi Giversen Erik og Anne-Lise Silfverberg udgør for mange i Frelsens Hær en institution, nationalt såvel som globalt. Og selvom parret også for en del uden for Hærens kreds vil være velkendte, er det passende her at give en nærmere præsentation. Det var nemlig ikke nogen hverdagsbegivenhed, der indtraf under en forenet gudstjeneste i Templet korps i København søndag den 10. marts. Her bad Frelsens Hærs stabschef, kommandør André Cox, under gudstjenestens første del om forsamlingens opmærksomhed og kaldte samtidig det intetanende ægtepar op til sig foran de fremmødte. - Nu skriver vi historie, erklærede den næstkommanderende for Frelsens Hær på verdensplan og tildelte herefter Erik og Anne-Lise Silfverberg den højeste anerkendelse, man kan opnå i Frelsens Hær, Grundlæggerens Orden. Det historiske aspekt skyldes, at man aldrig tidligere har givet denne udmærkelse til et ægtepar i fællesskab, men også, at blot fire danskere før de to har modtaget ordenen, siden den blev indstiftet i 1920. Kommandør André Cox overrakte parret deres ordenstegn sammen med en hilsen fra Frelsens Hærs verdensleder, general Linda Bond, der begrundede tildelingen således: "For livslang og trofast tjeneste til Kristi ære i Frelsens Hær, for uselvisk at investere jeres gaver i Guds rige, for støtte og omsorg til især unge mennesker og for at sætte den højeste standard i kristen tjeneste." En dækkende beskrivelse for det virke, Erik og Anne-Lise Silfverberg gennem årtier har lagt deres kræfter i, og som til stående applaus blev bekræftet af de mange mødebesøgende. I 1974 påtog Erik Silfverberg sig desuden opgaven som national musiksekretær for Frelsens Hær i Danmark, en tjeneste han udførte vederlagsfrit gennem 10 år ved siden af sit job som civilingeniør og studieleder på Den Grafiske Højskole i København. Selvom Erik Silfverberg gav plads til yngre kræfter og lod ledelsen af ungdomsmusikkorpset gå i arv, var der på ingen måde tale om et punktum. Allerede tre år efter, i 1988 blev han udnævnt som musikleder i Valby Musikkorps, hvor han svingede dirigentstokken i 21 år, mens han igen i en lang årrække varetog opgaven som national musikkonsulent. Det ungdommelige fokus fulgte dog med i de skiftende opgaver. Således var både Erik og Anne-Lise Silfverberg i adskillige år aktive på landslejre, han med hornmusik og hun med sanggrupper. Et virke, der kulminerede med, at han på landslejren i 2007 samlede deltagere fra den første afholdte landslejr i Danmark til et 60-års "comeback". Ni veteraner fra lejren i 1947 smeltede således sammen med yngre lejrdeltagere, der sammen spillede stykket "Celebr8 !", som Erik Silfverberg havde skrevet til anledningen. Ungdomsmusikleder som 16-årig For at give en mere konkret beskrivelse af deres betydning for Frelsens Hær i Danmark, og ikke mindst i ungdomsarbejdet med adskillige lejre og andre arrangementer i årenes løb, må tiden spoles mere end 60 år tilbage. Her blev et ungdomshornmusikkorps, efter at have ført en lidt om omskiftelig tilværelse, etableret i det daværende Gartnergade korps på Nørrebro i København. Ungdomsmusikkorpset, der bestod af otte drenge, blev indviet den 11. maj 1951, og ved samme lejlighed blev den blot 16-årige Erik Silfverberg udnævnt til ungdomsmusikleder. En post, han varetog og udviklede gennem 34 år, indtil hans søn, Niels Silfverberg, i 1985 tog over. E. og A. SILFVERBERG Erik Silfverberg, født den 1. oktober 1934 og Anne-Lise Silfverberg, født den 9. maj 1936, har både musikalsk og åndeligt haft stor betydning for Frelsens Hær i Danmark. De er forældre til Niels Silfverberg, der ligeledes er komponist og i 2012 udgav bogen "Fighting for the Lord" om det danske stabsmusikkorps. Grundlæggerens Orden er tidligere kun tildelt fire andre danskere, oberstløjtnant Vilhelm Wille i 1920, børnevennen Ernst Rømhild i 1939, national musikleder Henry Kragh Jensen i 1962 og major Tora Rasmussen i 1992. Krævende kald Hvis man med afsæt i det ekstraordinære ordenstegn kan tale om "en bagside af medaljen" i pragmatisk og positiv betydning, må det for Erik og Anne-Lise Silfverberg være oplevelse af et kald, såvel som villigheden til afkald. Det fremgår af et interview til Krigsråbet i 1995, hvor Erik beskrev den tjeneste, der på mange måder også berørte AnneLise på følgende måde: ”Det væsentligste arbejde ved at være musikleder eller for den sags skyld leder i det hele taget, foregår, når man er alene. SIDE 5
Download PDF fil