Artikel Langhårede greens har det bedre Hastighed som eneste parameter er et forældet begreb Golfsportens målinger af ”gode greens” har i mange år alene hængt sammen med golfboldens hastighed på greenen. Dette har tilskyndet en udvikling, hvor græsset klippes i lavere og lavere for at opnå en så lille modstand som muligt. Denne udvikling ser nu ud til langsomt at ændre sig til glæde for græsset og dermed spillekvaliteten Af Banechef. Torben Kastrup Petersen DGU Fremtidens kvalitetsmålinger af greens vil ikke alene handle om golfboldens hastighed. Men også om begreber som jævnhed, hårdhed, ensartethed og “trueness”. Den ensidige fokusering på hastighed har i en årrække haft en række alvorlige utilsigtede konsekvenser, som golfspillerne i dag må leve med. For lave klippehøjder er et problem Ser man historisk på klippehøjder, er der en klar tendens til, at man i takt med den teknologiske udvikling til stadighed klipper lavere og lavere. Klippehøjder omkring 2 mm ikke er usædvanlige i forbindelse med turneringer og nogle steder er dette også blevet til et mål for dagligdags spil. Desværre har udviklingen, af græssorter ikke kunne følge med. Konsekvensen af disse lave klippehøjder er derfor en forøget stressfaktor af græsset, der som konsekvens kan blive angrebet af forskellige sygdomme. Det er forskningsmæssigt bevist, at lave klippehøjder reducerer græssets kapacitet for fotosyntese. Dermed svækkes græsset generelle sundhedstilstand og muligheden for sygdom øges. Den nedadgående sundhedskurve vil gå hurtigere på nogle greens end andre. Men slutresultater er det samme – for lave klippehøjder kan blive en agronomisk og spillemæssig katastrofe. Greenkeeperne presser selv på Efterspørgslen på de lave klippehøjder og øget hastighed kommer givetvis fra TV – og turneringsområdet, hvor der ofte sættes et klart lighedstegn mellem hurtige og gode greens. Hvem eller hvad der har drevet denne udvikling er vanskelig at sige. Dog er det mit indtryk at greenkeeperne selv har en stor aktie i denne udvikling. Det er blevet et greenkeeperfagligt kvalitetsparameter, at klippe sine greens lavt og have hurtige overflader. Om denne tilstand så kun varer en eller to weekender og greens efterfølgende lider, syntes ikke at have så stor fokus. For hurtige greens sænker spilhastighed Tid er penge også inden for golfsporten. Jo hurtigere spillerne kommer igennem banen, des flere greenfee-spillere kan der lukkes igennem og dermed medvirke positivt til klubbernes økonomi. Det er derfor værd at bemærke, at stimpmeterværdier på 9 fod og derover ofte alene vil være medvirkende til at forsinke spillet. Hovedparten af danske goldspillere kan ikke håndtere sådanne hastigheder og derfor bruger de uforholdsmæssig lang tid på at få bolden i hul på green. Så generelt set kan de lave nedklipninger have den modsatte virkning end intenderet, og dermed skade klubbernes økonomi. Heldigvis er der også plejeteknikker, som trækker i en anden retning end lave klippehøjder. Det seneste års tid har der således været en del fokus på, at greenkeeperne bør springe et par klipninger over og i stedet rulle overfladen for at øge hastigheden. Denne praksis syntes efterhånden at have fundet indpas flere steder. 76 << Greenkeeperen >> 3 2010 <<
Download PDF fil