» Når man endelig forlader 18. green, er man ikke i tvivl om, at Faldo Course er anderledes og næsten eksotisk sammenlignet med andre danske baner anderledes og næsten eksotisk sammenlignet med andre danske baner. Manden bag designet, den seksdobbelte majorvinder Nick Faldo, har selv kaldt banen for ”mini-Gleneagles”, hvilket bestemt er et flot skudsmål og også en rimelig bedømmelse, hvis man tænker på den spørgelystne og udforskende karakter, som kendetegner Gleneagles-banerne, Kings og Queens. Ledreborg er således først og fremmest en strategisk udfordring, der konstant stiller spørgsmål. Nogle er åbenlyse, som ’vil du forsøge at slå over bunkeren eller lande bolden kort og sikkert’? Andre er kryptiske i form af halvblinde slag, der lokker med kontante gevinster bag bakker og bunkere. En del har netop kritiseret Faldo Course for dens blinde vinkler, men blinde huller, bør man huske, er en del af den britiske golfarv, og så længe der findes en mere synlig og sikker rute – og det gør der som regel på Faldo Course – er det kun ens talent og forfængelighed, der bestemmer retningen på det næste slag. FALDO FOR 300 Efter runden forklarer golfmanager Peter Bjulf Gindrup, at man trods alt har valgt at imødekomme en del af kritikken i forhold til de blinde vinkler ved at erstatte farverne på teestederne med tal. Faldo Course råder over hele seks teesteder, og tallene henviser til banens længde fra den pågældende tee. I dag bliver de fleste herrer sendt ud fra 56, der udgør en kombination af de gamle guld og sølv teesteder. Damerne får lov at spille fra 49, hvilket er en blanding af sølv og bronze. Dermed skulle de værste udfordringer være ryddet af vejen. Apropos udfordringer, så var Ledreborg Palace Golf et af de mange prestigeprojekter, der blev annonceret med bulder og brag i de glade 00’er. Oprindeligt inkluderede projektet således hele 27 huller og ikke færre end 60 buggies. Projektet endte som bekendt mere beskedent, og selv da måtte banen igennem et par konkurser, først med Roskilde Bank og siden med Proark. I dag er det klubben, der forpagter banen af ejerne, og Peter Bjulf Gindrup forsikrer, at man med de seneste års positive regnskaber er langt fra tidligere tiders morads. Det er godt at høre, for som besøgende er man aldrig i tvivl om, at klubben råder over en yderst kompetent golfbane. Hver juli måned kan man oven i købet spille banen for bare 300 kroner – og det kan meget vel være det mest attraktive bud på at spille et autoriseret Faldo-design i hele verden.  78 •

Hele skolen spiller i Birkemose Birkemose Golf Club tager utraditionelle metoder i brug for at rekruttere juniorer. Hele den lokale skole er blevet meldt ind i klubben. TEKST: CLAUS RØDGAARD THOMSEN FOTO: BIRKEMOSE GOLF CLUB Et unikt projekt i trekantsområdet har med et snuptag skaffet Birkemose Golf Club omkring 150 nye medlemmer. Med økonomisk støtte fra Kolding Kommune har klubben simpelthen optaget samtlige elever, lærere og pædagoger fra Eltang Skole som medlemmer i klubben. – Det handler om, at vi gerne vil vise lokalsamfundet, at her er en golfbane. Og så vil vi gerne vise, at vi er mere end en golfklub. At det er et dejligt sted at være, siger Claus Valter, der er clubmanager i Birkemose Golf Club. Virkemidlerne til at sætte projektet i gang var enkle. Et besøg på skolelederens kontor og et opkald til kommunen var nok til at sætte tingene i bevægelse. Claus Valter siger, at han ikke er bekendt med, at andre klubber i Danmark har hevet en hel skole ind i klubben. Samme besked kommer fra Michael Jürgensen, udviklingskonsulent i Dansk Golf Union. Eltang Skole er en relativt lille skole, som har børn fra børnehavealderen og til og med 7. klasse. MATEMATIK I DET GRØNNE Tanken er, at golf bliver en del af undervisningen på alle klassetrin. Claus Valter fortæller eksempelvis, at børnene bliver sat til at løse matematiske opgaver ud fra golf. – Børnene er ellevilde med det. De løser opgaver under spillet og efter at have spillet, siger han. Afhængig af alder kan eleverne for eksempel blive sat til at beregne afstande ud fra, hvor langt et slag man har slået, og hvor langt et golfhul er. Andre løser geometriske opgaver ud fra radius og diameter på et golfhul. Claus Valter fortæller, at man har fået en lokal smed til at bygge huller til en lille bane, hvor man kan spille golf, men også bruge håndbolde, fodbolde eller lignende. Næste skridt er en introduktion til golf til skolens forældrebestyrelse. Når der er skolernes motionsdag lige før efterårsferien, skal alle børn ikke bare løbe, de skal også ud og spille golf. – Det er klart, at vi også gør det her, fordi vi gerne vil have fat i forældrene som medlemmer. Børnene på skolen får mulighed for at tage en forælder med på pay and play-banen. Skolen bruger også golfbanen til teambuilding-arrangementer, og det giver noget til vores restaurant, fortæller Claus Valter om de gevinster, som klubben satser på at få ud af sit initiativ. Han fortæller, at tilskuddet fra Kolding Kommune til projektet er omkring 300 til 350 kroner per elev. Samarbejdet, der begyndte i august 2016, stopper i øvrigt ikke, bare fordi det bliver vinter. – Til vinter skal vi ind i hallen og arbejde. Vi har en masse gamle range-måtter, vi kan bruge, og så kan vi slå med SNAG-bolde. Skolen har også planer om at bruge fodboldbanen til at slå bolde, lyder det fra Claus Valter. • 79

    ...