i mormor og morfars ejendom – de på førstesalen og vi i stueetagen i lejligheden med atelieret. Det skete om dagen. Jeg hørte mormor gå op ad trapperne, men jeg hørte hende ikke standse for at banke på hos lejerne, og der havde ikke været nogen alarm. Hun var en tung dame. Hun tog langsomme skridt. Kan jeg have været alene hjemme? Sandsynligvis ikke, men jeg kan ikke huske, hvad de andre lavede. Jeg hørte hende gå op på loftet og fulgte efter. Hun stod og kiggede ud ad et af de små tagvinduer, da jeg kom derop. Jeg var ikke tryg ved mormor. Hun var ikke et varmt menneske. Hun løftede mig op på en taburet, for at jeg kunne se ud sammen med hende. Jeg kan huske, hun havde hænderne under mine armhuler, og at hun ikke flyttede dem efter at have løftet mig. Jeg kan stadig mærke hendes greb. Jeg var ikke vant til at blive rørt af hende. Jeg forestillede mig altid, at hendes hænder var handsker, og hendes krop var en tom kjole eller en kludekrop som min dukke – at der ikke var noget menneske indeni. Hun var så skrap og altid sur. Jeg så ud ad tagvinduet og vidste ikke rigtig, hvad jeg så. Jeg tror, hun vrissede af mig, jeg ved ikke hvorfor. Man kunne skimte kuplen på Justitspalæet. Den var orange den dag, det var den ikke normalt, som en halv sol, hvor flammerne stod ud fra. Sådan husker jeg det i hvert fald. Sådan var det måske ikke. . Min far havde to hatte, en baret til, når han arbejdede i atelieret, og en blød hat til, når han gik i byen, men han var en meget distræt mand. Han byttede tit om på de to. Mor var altid nervøs, når han var gået alene i byen. Han så sig ikke ordentlig for og kunne let komme til at træde ud foran en sporvogn. Det blev faktisk sådan, han endte sine dage. Mor fik ret. Foran en sporvogn med kraniebrud. Uger i koma før det var slut. Han skulle mødes med mor inde i byen, han så hende på den anden side af gaden og krydsede uden at tøve. Hun stod der med munden åben, parat til at råbe, at han skulle passe på. Hver morgen havde far malet sin egen kaffe. Hver morgen den samme lyd. Han hælder bønnerne i møllen. Han sætter låget på. Stikket i kontakten. Larmen og derefter duften af de malede bønner. Siden hans død kunne mor hverken klare lyden af en kaffemølle eller lugten af kaffe. Mors næse var i øvrigt fantastisk. Den havde en vis størrelse, men også en vis kapacitet. Hun var mørk og med sin næse, lignede hun en araber. Der er nogle af familiens aner, vi ikke rigtig ved, hvor stammer fra og noget med et efternavn, der rimer på Beirut. Mor kunne vågne af en lugt. Hun kunne sætte sig op i sengen og pludselig udbryde, ’så nu har naboens kat igen tisset på trappestenen!’ . Under besættelsen kom far nogle gange hjem med jernstumper, han havde samlet op fra jorden. Det var rester af V1-missiler. Han tog dem op af lommen, og så grinte han af mig, fordi jeg blev bange. For mig var en bombe altid en bombe, også selvom den var i stumper. Jeg var i tvivl om, hvor lidt der skulle være tilbage af den, før den holdt op med at være det, den var. Jeg blev sur, når far grinte, fordi jeg blev bange. Hvorfor morede det ham, at jeg var bange? Det var, som om han blev en del af bomben, en del af noget, man ikke kunne vide, hvad var. Noget, man ikke kunne stole på. . Jeg begyndte i skole under krigen. Skolen var først delt op i en pige- og en drengedel og dernæst i flamsk- og fransktalende. Sådan er Belgien stadig, eller sådan er det endnu mere nu end nogensinde før. Det er ikke rigtig et land, men et område eller et sted, der er delt op først i større dele og siden i mindre dele, og man kan aldrig rigtig blive enig MAJ 2008 51
Download PDF fil