PSSST Haslev. SPRUNGET OVER → Et godstog med en D-maskine i front igennem Springforbi Billetsalgssted på vej mod Helsingør i 1958. Springforbi Billetsalgssted var en station, der lå mellem Skodsborg og Klampenborg og er det eneste faste stop på Kystbanen i Nordsjælland, der nogensinde er blevet nedlagt. Det blev det i maj 1968. NÅR EN SAILOR GÅR I LAND → Modemennesker og trendsættere har længe været forelsket i søens stormfriske folk. Coco Chanel og Pablo Picasso gjorde sømandsstriber casual-chikke, og Jean Paul Gaultier har flittigt dyrket matrosens sexappeal, mens vores egen Mads Nørgaard har spundet guld på sømandssweaterens universelle klædelighed. På en særudstilling går M/S Museet for Søfart nu den maritime kærlighedsaffære efter i sømmene. Du kan blandt andet se Danmarks ældste sømandssweater. ’OCEANISTA - Havet & moden gennem 100 år’ åbner 8. januar. LIGE LUKT I LUFTEN → Mens flytrafikken er historisk lav, kan Københavns Lufthavn trods alt glæde sig over, at den ligger lige, som den skal. Lufthavnen er blevet kåret til Europas mest tilgængelige af brancheorganisationen ACI Europe. Passagerchef Susanne Rose Plum mener, det skyldes, at det er nemt at ankomme med tog, metro, bus, bil og cykel. ”Ydermere har vi den fordel, at man som handicappet kan parkere blot 50 meter fra terminalerne,” siger hun i en pressemeddelelse. VIDSTE DU . → … at DSB har 180 stationsbetjente, der dagligt sørger for at holde 290 togstationer landet over pæne og rene? Ud over rengøring står stationsbetjentene for at assistere handicappede, hvis de har brug for hjælp til at komme om bord på toget. EN HUND EFTER PLANTER → 7-Eleven mærker hver dag danskernes voksende appetit på grønne måltider. Derfor er Green Dog blevet udviklet i samarbejde med virksomheden Naturli’. Det er et 100 procent plantebaseret alternativ til den traditionelle franske hotdog. Den nye hotdog er blevet solgt siden 23. november 2020. I alt har 7-Eleven 29 veganske eller vegetariske madprodukter i sortimentet. REJSEGODS Hvad har MICHAEL VESTERSKOV altid med på rejsen? ”I mange år har jeg rejst frem og tilbage mellem København og Aalborg for at besøge mine forældre. I stillekupeen er der en god ro til at skrive, og på lange rejser har jeg altid min computer med mig. En stor del af min første bog ’I lænestolens dybe stille ro’ er blevet til dér.” ”Når jeg er på udkig efter inspiration til sangtekster eller små fortællinger, sidder jeg og kigger på landskabet og skiltene, der suser forbi. Observerer og lytter til de andre passagerer. Hele verden er samlet i toget, der kommer altid en skæv eksistens. Jeg tager noter i min notesbog, som min datter har lavet til mig af pap og groft papir.” ”Jeg rejser tit med S-toget fra Ledøje, hvor jeg bor, til København, og jeg har næsten altid bogen ’Tag nu og skriv’ af den svenske poet Gunnar Ekelöf med mig. Det har jeg haft i måske 10 år – jeg bliver aldrig færdig med den bog. Der er stadig nye ting, der går op for mig, når jeg læser i den. Den er ret slidt efterhånden.” – Michael Vesterskov, 61, er sanger, sangskriver og forfatter. Han er aktuel med albummet ’Lykkestrejf’. Foto Svend Rodevang/Jernbanekilder.dk, DSB, M/S Museet for Søfart. Arkiv. Illustration Shutterstock, The Noun Project, Colourbox
Download PDF fil