H UN ANER IKKE,at det er adressen på Metallicas hemmelige hovedkvarter, som hun kører efter. Hun sidder i joggingdragt, nervøs velour fra top til tå, og snakker uafbrudt, længe før hun husker at slå taxameteret til. Lana, som hun hedder, er et blomsterbarn, som hun siger. Født og opvokset i området på den anden side af Golden Gate Bridge. I San Rafael, hvor hippierne flyttede til ovre fra San Francisco, da det var blevet tid at stifte familie engang sidst i 1960’erne. “Nu er her for dyrt for almindelige mennesker at bo,” siger hun og forklarer, hvordan hendes barndomshjem er 100-doblet i værdi. “Og det er nærmest bare et skur.” Vi standser bag et dollargrin, der lister sig så langsomt ud i lyskryd- set, at det når at skifte tilbage til rødt, inden Lana kan få sin hyrevogn med over. “Det gjorde han med vilje. Sådan er de rige,” siger hun. “De gider ikke have taxaer kørende rundt og plette på deres paradis, så de gør livet surt for mig og mine kolleger.” Lana sætter os af foran en gråtonet lagerhal. Bortset fra de avancerede overvågningskameraer, der er gemt væk under taget, giver den kasse- formede bygning ikke ved dørene. Man skal indenfor for at fornemme storheden – og den er betragtelig, hvis man ellers er musikfan med forkærlighed for hård rock. Metallica, et af de seneste 30 års bedst sælgende og mest sejlivede orkestre, har base her, og det ses. I et rum dybt inde hober et bjerg af guitarer sig op i deres sorte flightcases. I det tilstødende lokale står trommesæt og forstærkere parat til at blive spillet på, mens der fra loftet flagrer hundredvis af koncertbannere, løbende indsamlet under bandets op mod 60 årlige koncerter. På toilettet er en større flok musikpriser stuvet af vejen, og på væggene lyser sjældne fotografier af den oprindelige kvartet. Det er Lars Ulrich, Danmarks uden sammenligning største rockstjerne, der har bestemt, at dobbeltinterviewet med ham og hans far skal foregå i bandets hovedkvarter. Men det er ikke ham, der først dukker op. Det gør ophavet, der vanen tro følges med sin mangeårige kæreste, amerikanske Molly Martin. Multikunstneren og tennislegenden Torben Ulrich, der runder de 90 senere i år, synes i fin form denne torsdag eftermiddag i januar. Efter et par helhjertede krammere bestil- ler han et krus kaffe hos sin søns assistent og begiver sig tilbage mod det åbne køkken for at indtage den sandwich med kylling, som en anden af Metallicas mange ansatte netop har været ude i regnen og hente til ham. Lidt efter dukker Lars Ulrich også op. Han bærer hue, læderjakke og solbriller og spørger til vores jetlag. Humøret er højt, huen bliver på. “Hvis I er fra Ud & Se, er I vel også mere vant til at køre med tog end sådan at flyve hele vejen fra Danmark,” joker han. Torben Ulrich smager på akustikken i Far og søn på plads i det, som Torben kalder The Jam Room. Lars' far har aldrig været bange for at sige sin ærlige mening om Metallicas musik. det rum, som han foretrækker, at dagens session skal foregå i – lokalet med de mange bannere: “Det er temmeligt tørt, så hvis du taler så højt, som du kan, er det nok mest bekvemt for os alle, ikk’?” 28 Ud & Se Marts 2018
Download PDF fil