Arbejd, arbejd! Du kan lige så godt vænne dig til tanken: Vores liv på arbejdsmarkedet bliver længere og længere. Og måske er det ikke så skidt endda. Mens nogle glæder sig til at blive pensioneret, så snart de kan, er der andre, der gerne vil blive ved og ved og ved og … AF TROELS KØLLN FOTO ANDERS BØGGILD & ANDREAS BANG KIRKEGAARD M an skal høre sandheden fra de døende – de har ingen grund til at lyve. Det mener i hvert fald den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i sin bestseller The Top Five Regrets of the Dying afslører alt det, vi mennesker fortryder, når vi ligger på vores dødsleje. I otte år arbejdede Bronnie Ware på et hospice og lyttede til de indlagtes sidste tanker om livet. Og næsten alle, særligt mænd, fortalte hende dette: ‘Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt’. Ikke desto mindre vælger flere og flere danskere at blive længere på arbejdsmarkedet. Siden 2013 er andelen af personer i alderen 60 år og opefter, der er i beskæftigelse, steget næsten 20 pct. ifølge tal fra Dansk Industri. Store virksomheder som Rema 1000, Silvan og Ikea går endda målrettet efter at ansætte de seniorer, der tidligere stemplede ud fra jobbet og nød pensionistlivet, så snart de kunne komme til det. På de næste sider kan du møde brolæggeren Kirsten Nielsen på 83, lægen Edgar Dahlin på 86 og bibliotekaren Annemarie Eskerod på 74. Alle tre arbejder, selv om de er langt over den almindelige pensionsalder. Hvorfor er arbejdet så vigtigt for dem? Hvad har de lært? Og kan vi andre lære noget af dem? “Så længe man kan følge med, både fagligt og fysisk, kan arbejdet være med til at give mening til livet,” siger professor emeritus Leif Emil Hansen, der har forsket i seniorer på arbejdsmarkedet. Hans holdning er klar: “Der skal være flere muligheder og færre forhindringer for ældre på arbejdsmarkedet. Man bør ikke bruge pisken, som man gør ved at forhøje pensionsalderen og forringe efterlønnen, men i stedet tilbyde efteruddannelse til seniorer, så de ikke bliver overhalet af nye faglige krav.” 56 Ud & Se Oktober 2017
Download PDF fil