flagrer tuschtegninger på en opslagstavle, og legetøj er stuvet sammen i en rodekasse på gulvet. I den store opholdsstue venter danske arkitektur-, design- og fotobøger på at blive gransket, mens papirbunker knopskyder fra skrivebordet i arbejdsværelset. Fra kontorstolen har hun udsigt til en væg med fotografier af kronprinsparrets glade børneflok. Det gennemrenoverede palæ er sine steder mondænt, sine steder moderne, sine steder antikt. Men først og fremmest er det et rigtigt hjem. Et hjem uden synlige australske kendetegn. Hvad kan De savne ved Australien? “Naturligvis mine venner og familie. At se dem, når jeg har lyst til at se dem. At være sammen, når jeg har lyst til det. Men vi har nær kontakt stadig, og de besøger mig ofte. På den anden side kan jeg opleve, at savnet kommer, når jeg befinder mig i Australien. Så savner jeg pludselig dufte og syn. Det, som jeg plejede at gøre. Eller et særligt sted. Men når jeg er i Danmark, savner jeg ikke de ting.” Hvad ellers? “Sproget. At høre det. Australsk er så billedrigt og humørfyldt. Det er ikke så højtideligt. Den måde, australiere taler på, er faktisk ret sjov. De kan stå der og sige noget, som er fuld af humor og sarkasme. Hvis en person har haft en hård morgen, kan man fx sige: ‘She had a face like a dropped pie’.” Kronprinsessen skraldgriner. “Det kan jeg mærke, når jeg taler med venner i telefonen. Så tænker jeg: ‘Hvor er det sjovt, at man kan sige sådan noget’.” Kan Deres gamle venner begribe den omvæltning, som De har været igennem? “Ja, for de møder jo stadig Mary. Det er bare nogle andre omgivelser nu. Jeg tror på, at vi som mennesker er gode til at tilpasse os. Men selvfølgelig er det langt ude at tænke på, når man går fra, hvor jeg voksede op, til i dag, hvor jeg sidder her og taler med Dem. Men fordi tingene sker et skridt ad gangen, så bliver det til at forstå.” 42 Ud & Se Oktober 2017
Download PDF fil