Morten Sabroe på stamcafeen Kind of Blue på Nørrebro i København. MIN MÅNED FORTALT TIL MORTEN HJORTSHØJ FOTO: HELENA LUNDQUIST MORTEN SABROE Februar er som en elevator, siger forfatter Morten Sabroe. Mørk, klaustrofobisk og et sted, han meget nødigt går ind alene. “Jeg ved godt, at mange synes, februar er hyggelig. Stearinlys og alt det der. Men jeg har intet godt at sige om februar. Overhovedet. Problemet med februar er, at jeg føler mig indespærret. Mørket gør, at det er ligesom at være i en elevator. Det er sgu ikke bare flæberi; jeg bliver decideret bange for den følelse. Jeg så engang en mand komme ud fra et toilet, hvor han havde været spærret inde i flere timer. Han var fuldstændig shaky og bleg. Siden da har jeg aldrig selv låst døren, når jeg går på offentlige toiletter. Februars kulde gør mig bitter. Jeg snerrer af folk og bliver helt urimelig. I de seneste mange år er jeg taget til Thailand for at skrive, når det bliver vinter i Danmark. Jeg plejer at være væk i tre måneder, men i år var jeg nødt til at tage hjem i januar. Efter to uger hjemme banker forbitrelsen på, og min kone siger: ‘Bestil dog en rejse!’ Det har ikke altid været sådan. Da jeg var barn, var februar skøjteløb og tagfat på isen med hende, man var smaskforelsket i. Jeg løb efter Corinna, skolens smukkeste. Dengang duftede februar af Nesquikchokoladepulver, som vi drak, når vi kom ind fra den hårde frost. Senere blev februar vinterferie, langrend i Norge og ski i Alperne. Det var skiferie i Champéry i Schweiz og et liv som skibums i Ischgl. Det var fandeme gode tider. Der smagte februar af jæger-te og glühwein. I februar for ti år siden døde min mor. Jeg løb efter Corinna, skolens smukkeste. Dengang duftede februar af Nesquik-chokoladepulver Jeg sad i hendes hus i bælgravende mørke 10 kilometer uden for Skælskør lige til det sidste. Den nat oplevede jeg for første gang, hvordan det er at sidde i et rum, hvor den eneste gæst udover os, var døden. For to år siden sad jeg en hel februar i vores sommerhus. Min kone var rejst på ferie, jeg havde lige fået opereret min akillessene og kunne højst humpe ud til brændestablen og hente brænde for ikke at dø af kulde. Mit eneste sociale liv var, når jeg fik kæmpet mig ind til SuperBest i Hundested. Når man sidder der, helt alene i et tomt sommerhusområde, bliver man skør. Der gik alle mulige fantasier i gang. Jeg forestillede mig blandt andet, at postbuddet – en smuk, ung, barmfager kvinde – ville banke på, fortælle, at hun var stor fan af mit forfatterskab og invitere sig selv indenfor. Februar skulle lære noget af juni, juli og august. Man møder mennesker på en anden måde, når det er varmt. Her kommer du nærmest op at slås med folk, når du står i supermarkedskøen. Er der slet ikke noget godt at sige om februar? Næh. I mine øjne er det helvede på jord. Det eneste gode er, at det er sæson for X Factor. Det kan jeg godt lide.” Morten Sabroe, 69, er forfatter og journalist. Han udgiver 14. februar sin nye roman, Love Me Do, på Politikens Forlag. Februar 2017 Ud & Se 49
Download PDF fil