'Det er ikke kun en historie om mig, men om et vigtigt kapitel i danmarkshistorien fra en tid, hvor integrationen er slået helt fejl', siger Morten Pape om sin roman. man siger ikke noget om de andre. Derfor ved jeg jo godt, at jeg er i færd med at begå den ultimative ghettosynd her. Jeg skriver en bog på 560 sider om, hvordan det hele var – eller i det mindste hvordan jeg oplevede det. Hovedpersonen i romanen er identisk med mig. Når jeg vælger at kalde det en roman, er det udelukkende for at kunne tage nogle andre greb på fortællingen, for eksempel ved at f lytte en scene fra et tidspunkt til et andet eller slå to bipersoner sammen til en. Jeg har ikke forsøgt at ændre på noget og da slet ikke at pynte på det. Det er meget vigtigt for mig, at historien fremstår så ærligt som muligt. Jeg kunne ikke skrive den klassiske ghettohistorie, hvor jeg selv fremstod som en hårdkogt fyr, og komme med en masse anekdoter om, hvor råt det hele var. Det var ikke virkeligheden for mig. Jeg har ingen tatoer og har aldrig tæsket nogen. Min fortælling handler om, hvor svært det kan være at bryde ud af det, man kommer fra, når man vokser op sådan et sted her. I dag er jeg 29 år. Da jeg i begyndelsen af 20erne f lyttede helt væk fra Amager og begyndte på universitetet, kan jeg huske, at jeg havde meget travlt med at distancere mig så meget som muligt fra det her sted. Der var så meget vrede i mig dengang, og jeg havde brug for at vise, at jeg var noget helt andet end det miljø, der havde formet mig. Jeg nød, når jeg lige kunne sidde og fyre et Foucaultcitat af, når jeg var hjemme hos min mor, og vi sad og spiste hvidløgsf lutes. Men det var jo hult, kan jeg se i dag. Jeg har måttet erkende, at det her sted bor i mig, og det bliver boende der. Af samme grund valgte jeg at f lytte til Urbanplanen igen i en periode, da jeg skrev bogen. Jeg havde en treværelseslejlighed, hvor der stort set 52 Ud & Se November 2015 kun var mig og en computer. Det var vigtigt for mig at være tilbage i det rette element, mens jeg skrev. Der ligger en kritik i min historie, men der ligger også en masse varme og kærlighed. Det håber jeg, man kan mærke. Det er ikke min intention at udstille andre eller bringe dem i knibe, men det er klart, at nogle af mine gamle kammerater nok vil føle sig provokeret af bogen, og jeg tror også, mange af dem vil have svært ved at se nødvendigheden. Det er da også noget, jeg har skullet kæmpe med, før jeg fik hul på at skrive min egen historie. Den der dårlige samvittighed over, at jeg føler det nødvendigt at fortælle min historie. Man kan jo bare gå en tur i Urbanplanen, hvis man vil møde de første hundrede mennesker, der har haft et langt værre liv, end jeg har. Men jeg må holde fast i, at den her historie betyder noget. Det er ikke kun min historie, men fortællingen om en vigtig tid i danmarkshistorien, og jeg tror, der er mange andre, der vil kunne identificere sig med den. Det chokerende ved Yahya Hassan var jo ikke, at han skrev den bog, som han gjorde i 2013. Det chokerende var, at vi skulle helt frem til 2013, før vi fik en dansk ghettodigter. De her historier lever jo derude, de findes, og det er vigtigt, at de bliver fortalt af folk, der har levet i det. Jeg tror i dén grad, vi har brug for, at samfundet bliver anskuet mere fra bunden, end tilfældet er i dag. Det føles rigtigt for mig at begynde med den her fortælling. Det er min debut og forhåbentlig kun den første bog af mange fra min side. Det føles godt at starte her. Jeg begynder med den fortælling, der er tættest på mig selv, og så kan jeg arbejde mig ud derfra. Jeg kan trække proppen ud og lade alt det grumsede vand sive bort. Det har jeg brug for.
Download PDF fil