ankomst til kabul i 2007. christian hansfort venter på flyet videre til camp Bastion i helmandprovinsen. Pts d checkpoint nær en afghansk landsby i 2010. Fra landsbyen kommer børn løbende og tigger kuglepenne, slik og vand. christian hansfort kan et par enkelte afghanske fraser, men ellers taler han dansk til dem 'med en tyk nordjysk accent' . posttraumatisk stress (ptsd) er en psykisk lidelse, som kan opstå efter fx en krigshandling. ptsd har været beskrevet helt tilbage til den amerikanske borgerkrig. under anden verdenskrig blev lidelsen kaldt granatchok. tidligere kunne man kun få anerkendt ptsd som arbejdsskade, hvis den viste sig, inden for seks måneder efter at man fx havde været udsendt. Men en ny lov, der trådte i kraft i 2013, udvider det vindue. − Det var et skalkeskjul. På den måde behøvede hverken jeg eller Forsvaret at indrømme, at den garvede oversergent, der i teorien kunne klare alt, havde taget alvorlig skade, fortæller han. Fordi han blev sendt hjem som eskorte og ikke som stressramt soldat, var der ikke noget beredskab, der tog imod Christian Hansfort i Danmark. Han fortæller, at han blev kørt ned til sin båd, hvor han havde boet siden sin skilsmisse i 2009. Der blev han i et år, mens han langsomt blev dårligere og dårligere. − Jeg gik fra min seng og ud på toilettet. Andet foretog jeg mig ikke hele det år, fortæller han. underskrevet BlankoCheCk I dag vejer Christian Hansfort 40 kilo mere end sin kampvægt, og hans hår og skæg er 20 centimeter længere end hans selvbillede. Han bor på veteranhjemmet i Aalborg, et sted, som ikke er beregnet til længere ophold. Men han er sygemeldt fra Forsvaret og er på randen af personlig konkurs, så indtil hans ansøgning om arbejdsskadeerstatning bliver godkendt eller afvist, har han fået lov til at blive på det lille værelse. For 14 måneder siden, da Christian Hansfort stadig var kronraget og glatbarberet, fik han at vide af myndighederne, at han skulle starte forfra med at ansøge om at få anerkendt sin PTSD-diagnose som en arbejdsskade. På det tidspunkt havde han kæmpet i tre år. − Jeg var træt af at prøve at få folk til at forstå, 52 Ud & Se Juni 2014 at jeg havde det dårligt, så jeg tog et aktivt valg og lod mit hår gro. Jeg følte, at jeg havde prøvet alt andet. Nogle tror, at det er en protest mod Forsvaret, men det er det ikke. Jeg vil bare gerne have, at folk lytter, siger han. Jeg spørger ham, om han ikke selv har skrevet under på, at det kan være risikofyldt at blive udsendt, og han svarer: − Som professionel soldat skriver jeg under på en blankocheck. Jeg er klar over, at jeg kan blive dræbt og gå pip og kuk. Men som arbejdsgiver, og her mener jeg politikerne, skal man administrere den check ordentligt. Man har et ansvar for at tage hånd om de hjemvendte soldater. Man kan ikke sende folk i krig og så tørre hænder bagefter. For mig er det fuldstændig det samme, som hvis en mekaniker bliver klemt under en bil, eller hvis en stilladsarbejder falder ned fra en stige. Selvom hæren er fortid for Christian Hansfort, og han med overvejende sandsynlighed ikke kommer på en udsendelse igen, savner han livet som soldat. − Det er på mange måder nemt at være udsendt. Der er faste rammer, faste arbejdsopgaver, og der bliver lavet mad og vasket tøj for en. Det er trygt, siger han. − Når man så kommer hjem, skal man forholde sig til andre mennesker og huslige gøremål. Og folk har svært ved at forstå, hvad man har været igennem, og man har selv svært ved at forstå, hvordan folk kan gå op i små dagligdags ting, som når bussen er forsinket, eller vejret er dårligt. Man kan ikke tage det seriøst. Hold nu kæft med det pis. Folk dør rundt omkring, siger Christian Hansfort og fortæller, at der derfor meget let bliver skabt en ’dem’ og ’os’-følelse. − Men det sværeste ved at komme hjem er, at man skal undvære de mennesker, som man har tilbragt al sin tid sammen med. Man bliver en del af et broderskab. Man får en følelse af samhørighed, fordi man er sammen om missionen og sammen om at sætte sit liv på spil, siger han. − Selvom det er politisk ukorrekt at sige, så er Forsvaret et samfund i samfundet. Det er en verden for sig selv, og der føler jeg mig nok allermest hjemme. Håret og skægget lader Christian Hansfort gro som sin stille protest mod den manglende anerkendelse af hans PTSD, men han glæder sig til at skulle bruge barbermaskinen igen. − Når min arbejdsskadesag er afsluttet, så ryger håret igen. Lige meget hvad udfaldet bliver. Det er jo ikke mig at se sådan ud. Jeg synes, det er ubehageligt. Det kradser og sidder fast i lynlåse, siger han. Virker protesten? − Jeg tror egentlig, at Arbejdsskadestyrelsen, fagforeningen og kommunen, som jeg gerne ville have i tale, stadig er ligeglade. Men protesten er vigtig for mig selv, siger han.
Download PDF fil