mer, i ordnede mønstre og skaber ro. Ja, selv den lyseblå klemme på f lappen af din mælkekarton, som du er kommet til at åbne i den forkerte side, fortæller dig, hvor du skal hælde fra. Og så har du lært, at du har det svært, når der er for mange mennesker omkring dig, og bliver panisk, når du ikke kan orientere dig. Som dengang i Illum, hvor du efter en times julegaveindkøb med Mikael måtte hjem at sove i fire timer. Dengang forstod du det ikke. Nu kan du tage dine forholdsregler. – Jeg tror, jeg har udviklet min personlighed efter alle mine barndomshjem og de mange mennesker omkring mig, så jeg har fået sådan en patchworkidentitet. Jeg kan være der, hvor jeg er, og hvis ikke jeg kan være der, så går jeg. Vi har sådan set ikke talt om dine film … Men du siger også, at du i en ideel verden var fri for at tale om dem. Du forstår Lars von Trier, når han taler om at smide sin kunst ud ad vinduet og så lade dem, som fanger den, fange den. Du fortæller mig ‘uden at være astrologiagtig’, at skorpionen bygger op for at rive ned. Igen og igen, i en stor cyklus. Efter fem magre år kommer fem fede. Du siger, at du er glad. Det er en ‘ret vild’ måde, du og Mikael er blevet skilt på: I er stadig utroligt tætte, spiser ofte aftensmad sammen, ser ’House of Cards’ og hygger med Otto. Selvom det er slut med den der ‘villa-vovse-regelmæssighed’, består din base. Du er klar til en ny start og arbejder på en satireserie for Danmarks Radio, ellers ved du ikke, hvad du skal. – Jeg har ikke så meget at lave, venerne er blottede. Jeg er så meget parat til næste fase af mit liv. Jeg er enormt glad, jeg har enormt meget overskud og synes sgu selv, jeg ser meget godt ud af en 49-årig, siger du og spørger, om jeg kender udtrykket ’Gud hører ikke ordet ’ikke’’. Du forklarer, at hvis man siger: ’Jeg håber ikke, det begynder at regne’, så begynder det at regne. I stedet skal man sige: ’Hvor ville det være skønt, hvis solen skinnede hele dagen’. Det lyder som positiv psykologi? – Jamen, jeg … Fuck positiv psykologi, udbryder du. – Jeg tror ikke på, at man ikke skal have afledning for sin vrede. Alt det der shit giver jeg ikke en skid for. Men man kan godt lave nogle vaner med sig selv. Du ved: ’Årh, hvor ville det være fedt, hvis solen skinnede’ eller ’Årh, hvor ville det være fedt at få en masse fede roller i udlandet, blive millionær og købe en villa på Frederiksberg’. Du griner. Det gør jeg også. Og så indrømmer du, at man som skuespiller i magre tider har svært ved ikke at se nye danske film og tænke: 24 Ud & Se April 2014 URO Hun er skabt uden filter og suger omgivelserne til sig som en svamp. Hendes talestrøm slår rekorder, hun kan ikke være stille og har svært ved ikke at sige det, hun tænker, højt. Paprika Steen er uroen, der forplanter sig til sine omgivelser. ’Det er mærkeligt, at de ikke ringede til mig på den der’. Men jalousien spærrer du inde i en boks. – Jeg vil ikke være bitter – ej, sådan skal jeg jo ikke sige. Dit hoved rykker rundt på ordene: – Det er vigtigt for mig at ende lykkeligt. At ende med at vide, at jeg har forsøgt at få tingene til at fungere og gjort det, så godt jeg kunne. Indimellem har jeg ikke været så god til det, og nogle gange har jeg været god til det. Kære Paprika. ’Det skal nok gå alt sammen’. Sådan plejer min onkel at sige, og han er trods alt ældre end dig. Jeg har stadig dine sidste ord på hjernen. ’Det er vigtigt for mig at ende lykkeligt’. Den sætning, med t til sidst, synes jeg er smuk – og også lidt sær. Den er lille og stor, stærk og skrøbelig. Den er lige dig.
Download PDF fil