i at gøre selv døden til en hverdagsting, sådan som det er i mine bøger: Her går vi og dør. HuN tRÆNGeR tIL luft. Børnene er kommet hjem fra skole og cirkler omkring i huset. Helle Helle inviterer på en køretur. Hun vil vise, hvad hun arbejder på lige nu. sin nye roman. Det er grænseoverskridende overhovedet at komme ind på den. Hun skriver altid en roman i ensomhed. Først når sidste punktum er sat, læser hun den højt for sin mand. Men der er ikke så meget at sige. For når bogen er færdig, er den færdig. så sender hun den til forlaget. Vedlagt et brev, hvor hun undskylder for, at det er blevet noget lort. undskyld! undskyld, at det er blevet så dårligt. Men her er det så. sådan har det været hver gang. – Jeg skammer mig altid sådan. Jeg skammer mig og skammer mig. Over at have skrevet det og over at tro, at det er noget, der kan interessere nogen. Helle Helle styrer bilen igennem de små flækker. Broby Overdrev, Broby Græslod og Vester Broby. Næsbyholm og Næsby Bro. suserup. Faldefærdige lader, en vindmølle og en tom fodboldbane. en skolebus på en øde markvej og en hund, der står og galper ved en indkørsel. en kirke, et gadekær og et par skæve bindingsværkshuse med blomstrende syrener. Nyanlagte parcelhuskvarterer med golde haver med trampoliner. Jeg skammer mig og skammer mig. Over at have skrevet det, og over at tro, at det er noget, der kan interessere nogen. så kommer vi til Glumsø. Her er Fakta, speedwaycenter og Glumsø Pizza House. Helle Helle får et tændt glimt i øjet. Hun spejder ud ad bilruderne efter noget, hun måske har overset. Det er her, hendes nye roman foregår. – At vælge et sted, en location, er sindssygt afgørende for mig. stedet er helt afgørende for, hvad det bliver for en roman. Både romanen ’Hus og hjem’ og ’Rødby-Puttgarden’ foregår i Rødby, på konkrete adresser. Lejligheden i ’Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand’ var én, som Helle Helles søster engang havde været ude at se på i Valby. Og så er der den nye roman. Den, der ligger på harddisken i det rolige arbejdsværelse i det gulkalkede hus. Den handler om en ung pige, der bor til leje i en bungalow i Glumsø. Vi gør holdt ved stationen. Helle Helle kigger op mod øverste etage i stationsbygningen. Der sidder en parabol og ligger nogle pizzabakker i vinduet. – Hvad er det for nogen mennesker, der bor til leje oven på en stationsbygning? Helle Helle kender ikke Glumsø særligt godt, fortæller hun. Hun kommer her mest, når hun skal hente sin mor ved toget eller sende sin datter til Falster. Men stedet er valgt, fordi det på én gang er periferi, men samtidig rummer en mulighed – nemlig muligheden for at tage toget ind til københavn. Det gør en forskel. For nu kan hun skrive om en kvinde, der faktisk bevæger sig ud i verden. Hun tager ind til københavn for at studere. Men, afslører Helle, hun ender nu mest med at gå rundt inde i butikscenteret scala. Bogen skal udkomme engang i 2011, så der er ikke så meget at sige endnu. – Jeg har en svaghed for sådan nogle glemte steder midt i ingenting, som alle de andre kører forbi. Det er sådan lidt twin Peaks-agtigt, siger hun med reference til tv-serien af samme navn, der blev skabt af David Lynch først i 1990erne. – Jeg kører selv forbi rigtig mange af den slags steder i tog, når jeg holder foredrag rundtomkring. så kigger man ind i folks baghaver, der ligger op ad banelegemet. Man suser forbi og får lige et glimt af en plasticscooter eller et gammelt drivhus og, hvis man er heldig, en person bag gardinerne. Hvem bor der, tænker man. Og hvad har de i det skur? PÅ VeJ HJeMAD MÅ jeg lige have historien om det navn. Helle Helle. Det er ikke et kunstnernavn, men et rigtigt navn, der står på både kørekort og pas. – Min mors familie hedder oprindeligt Helle til efternavn. Men jeg har heddet både Helle Olsen, Helle Hansen og Helle krogh Hansen, fordi der var nogle skilsmisser i familien med deraf følgende navneskift. sidst i 1980erne, da jeg var debuteret i Hvedekorn, ansøgte jeg i et anfald af ungdommeligt overmod om at få min mors families efternavn. så kom jeg til at hedde Helle Helle. Det har været lidt besværligt, men det var jeg jo selv ude om. Det er da også et ret selviscenesættende navn for én, som ikke vil skille sig ud . – Det er jo det, der er så dobbelt. Jeg vil ikke føre mig frem. Det ligger på en eller anden måde i mig, at det ikke er noget, man gør. Omvendt er det jo sådan, at jeg i mit virke stort set ikke laver andet end at føre mig frem. Og det magter jeg fint. Det bliver sværere og sværere at skrive bøger, men det bliver nemmere og nemmere at være forfatter. For nu er det jo efterhånden sådan, at man ikke kan afvise, at jeg er forfatter. Men i mange år var det utroligt svært. For hvornår kan man sige, at man er forfatter? Man kan ikke sige det efter den første bog, vel? Det gjorde jeg i hvert fald kun én gang, og det var godt nok pinligt. samtidig er det også højrøvet ikke at ville sige, at man er forfatter. For jeg følte mig da som forfatter. Jeg følte da ikke, at jeg lavede det samme som alle andre. så det var en underlig fordækt beskedenhed. ❧ Fra Helle HelleS kOmmenDe rOman Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede. 24 Ud & Se A u G u s t 2 0 10
Download PDF fil