I Mellemøsten handler det at vaske sig ikke kun om at komme af med støv og snavs, men også om at opnå sjælelig renselse. Journalist Bente Dalsbæk gik på opdagelse i Damaskus T E K ST b E n T E DA l S b æ K FOTO cArSTEn ingEMAnn Den cirka femårige Dreng skæver op til faderen og følger omhyggeligt hans eksempel ved vandposten i Umayad-moskeen i centrum af Damaskus. Armene vaskes op til albuerne. Tre gange. Til sidst fødderne. Tre gange. Faderen smiler til sin søn. ’Flot min, dreng’, synes han at tænke. Drengen smiler tilbage og lægger sin lille, rene hånd i sin fars: De er klar til bøn. Muathinens, bønnelederens, messende stemme inklusive højttalerskratten, har længe lydt ud over de stille gader omkring moskeen. Mænd i rene jallabiaer, altså kjortler, strømmer mod moskeens hovedindgang. De har været i bad hjemmefra, deres skæg er trimmede, deres negle klippede og de er renere end rene. Alligevel skal de alle gennemføre ’wudu’ ude ved moskeens vandpost, for det handler ikke kun om at vaske støvet af sig, men om religiøs renselse, om at kunne kontrollere sine lyster gennem renhed, og om at ritualet gør de bønner, der om et øjeblik sendes i Mekkas retning, gyldige. Umayad-moskeen ligger for enden af det gamle marked, Souq al-Hamidiyyas, hovedstrøg, hvor de fleste butikker har lukket om fredagen. Ugens øvrige dage er her alt andet end stille, og første gang man træder ind under souqens flere hundrede år gamle jerntag, rammer Damaskus for alvor den rejsende ikke bare midt mellem øjnene, men også i næsen og i ørerne. Man puffes frem gennem menneskemængden ledsaget af råbene fra gadehandlerne, og forbløffes allerede få meter inde over lakridsvandssælgeren, der jonglerer lakridsvandet fra ét glas til et andet, mens
Download PDF fil