Da først Jorden får munden på gled, er det artige sager, den har at fortælle de to udspørgere. D ERES TO UDSENDTE er på vej til et møde med Jorden. Vi sidder i en bus, og København ruller forbi. Ingen af os siger så meget. For at sige det ligeud, så føler vi os på usikker grund. Vi er ikke sikre på, at det overhovedet er Jorden, vi har lavet en aftale med. redaktøren ringede en dag og spurgte, om det her interview kunne være noget for os. Vi var en smule overraskede, men jo, det kunne det da. Tak, sagde han, og så var resten op til os. men hvor henvender man sig? Kontoret for Undergrundsanliggender? Telefonerer man? Sender man en fax? der var ingen hjælp at hente, så vi måtte tage den på fornemmeren, som man siger. efter nogen tid fandt vi ud af, at Jordens stemme ikke er høj og rungende, som man kunne forestille sig. den manifesterer sig såmænd bare inde i ens hoved – men kun hvis man virkelig ønsker at høre den. Og hvis man råder over to hoveder, er stemmen sjældent inde i begge hoveder på samme tid. Praktisk nok. Vores samfund er – desværre – skruet sådan 24 Ud & Se d e c e m b e r 2 0 0 9 sammen, at folk, der siger, at de hører stemmer, generelt ikke nyder nogen særlig høj troværdighed. Senere oplever vi derfor, at den ene er på vagt, når den anden med indlevelse gengiver, hvad Jorden har fortalt ham. Gudskelov ender Jorden med at sige så mange kloge ting, at vi næppe selv kunne have fundet på det. Under alle omstændigheder beslutter vi os for, at det er et helt fantastisk scoop at være de første, der kan bringe et interview med Jorden. da bussen er fremme ved endestationen, stiger vi ud og ser os omkring. Vi er kun 15 minutter fra rådhuspladsen, men vi befinder os i et jordslået klondyke af selvbyggerhuse, utæmmet græs, vildt forgrenede grusveje og et temmelig spraglet beboerklientel, hvoraf de, der bor på ’Strandvejen’, har direkte udsigt
Download PDF fil