det rigtige sted. lige foran mig lå en plasticbrandbil halvt gravet ned i jorden, dén vidste jeg hvis var, her lå min veninde Karens ekstranøgle, hun havde engang været kæreste med en brandmand, det var til at huske. ved siden af stod en lille glasfugl i klare farver, det var naboens, de havde fugle, mange fugle. Jeg ledte efter noget, der enten havde med langhårede katte eller smukt hår at gøre. der var ikke noget, der virkede helt rigtigt. Jeg kiggede på mit armbåndsur, der var kun ti minutter til bussen kom. Jeg tog en hurtig beslutning og gravede fire nøgler op. først en under en plasticløve og en under en metalæske med et billede af en sfinx. det havde lidt med katte at gøre. så gravede jeg en op under en jordslået barbiedukke, der engang havde haft gyldent hår, og en under en sten med et påmalet kinesisk tegn. Jeg anede ikke længere, hvad det betød. alle fire nøgler havde ligget i jorden i årevis, tingene, der markerede stedet var halvt overgroede af græs. det passede med, at det måtte være virkelig længe siden, jeg fik deres ekstranøgle, så dårligt som jeg huskede dem. Jeg lagde skovlen på plads, nøglerne i min jakkelomme og tog et halstørklæde på, så løb jeg ud ad døren. Halvt ude på vejen vendte jeg om, jeg måtte have noget med. det var ikke til at vide, hvilken behandling jeg ville få. Hvis jeg ikke i det mindste blev inviteret indenfor til en kop kaffe. Jeg løb tilbage til bryggerset og åbnede buret med rotteungerne. de var måske lige lovlig store i det her kuld, det var ikke sikkert, den ville forholde sig i ro, men jeg tog alligevel en, proppede den ned i lommen og lynede godt til. så var jeg klar, og jeg løb alt, hvad jeg kunne, i de store slubrende gummistøvler og nåede lige akkurat bussen. Jeg nikkede til chaufføren, der var en af de værste til at sludre, jeg gad ikke i dag, jeg satte mig bagerst, lod panden hvile mod ruden og så landskabet glide forbi, en lang stribe af marker, træer i grupper, marker og så videre. rotteungen forholdt sig i ro, så sov den nok. Jeg skulle skifte til tog, og så igen til bus før jeg var fremme. der stod elin Klysmann ganske rigtig og ventede, med det samme jeg så hende, huskede jeg det hele. vi havde svømmet sammen, vi havde været meget tætte veninder, men så hørte jeg ikke fra hende i lang tid, og til sidst havde jeg glemt 52 Ud & Se f e b r u a r 2 0 0 9 hende. tiden var bare gået. Og som hun så ud. Jeg havde ikke noget at beklage mig over i forhold til hende. Hun var ikke ældet med ynde, virkelig ikke. Men måske var det ikke retfærdigt at dømme hendes udseende nu, måske havde hun bare en virkelig dårlig dag. Hun kastede sig om halsen på mig, og sagde, lige ind i mit øre: ’Jeg er så glad for at se dig’. Jeg lod hende holde fast i mig så længe som hun ville. da hun slap så hun forlegen ud. ’Jeg er så flov over at forstyrre dig på den måde’, sagde hun, og så sagde hun: ’Har du nøglen med?’ Jeg stak hånden i lommen og tog de fire jordede og rustne nøgler op. ’Jeg er altså ikke sikker på at jeg fandt den rigtige’, sagde jeg. elin tog dem alle sammen på en gang, forsøgte febrilsk at få en af dem til at virke. Hun fumlede, så jeg overtog. Jeg prøvede dem en ad gangen, tørrede dem af i frakken først, prøvede dem alle fire flere gange. ’de virker ikke’, måtte jeg til sidst sige. ’Men hvad skal jeg så gøre?’ spurgte elin. ’det ved jeg ikke’, sagde jeg, ’kan du ikke vente til erik kommer hjem?’ elin blev ved med at stirre på nøglehullet i den låste dør. ’nej’, sagde hun. ’Kan du så ikke ringe til erik og bede ham komme med det samme?’ spurgte jeg. elin sukkede. ’det er meget indviklet’, begyndte hun, ’nej, det er faktisk bare dumt’. ’Hvad er dumt?’ spurgte jeg, min tålmodighed, godt jeg havde min tålmodighed. ’Åh’, elin sukkede og kiggede nu lige op i luften, på himlen, der var lysegrå, sådan en helt almindelig efterårshimmel, ikke noget særligt, ’åh, det er så dumt, men jeg vågnede i morges og kunne mærke, at jeg ikke er færdig med den lejlighed, det var trods alt mit hjem i over fjorten år, og nu er det så længe siden, jeg flyttede, så jeg gider helt ærligt ikke snakke med erik, jeg havde bare tænkt, at jeg kunne lukke mig ind med din ekstranøgle og så på en eller anden måde få det overstået, blive helt, helt færdig med alt det’. nå, så de var skilt. så det var sådan det hang sammen. Og hun ville have mig til at bryde ind for hende. det var helt sikkert, at hun skulle have den rotteunge med sig hjem, jeg måtte liste den ned i hendes taske, når jeg fik chancen. Med den opførsel havde hun fortjent det, det lignede ikke noget. Men så kiggede jeg på hende, som hun stod der 5 og hang. tiden havde virkelig ikke været god ved hende, og hun
Download PDF fil