– det er vigtigt, at deres lidelser bliver anerkendt, og at resten af verden får indblik i, hvad der er sket. Ellers er der ingen, der kan lære af historiens fejltagelser. først når alle beviser er blevet fremlagt, kan vi afgøre, om der er grundlag nok til at straffe, siger han. Kammeratskabets styrke frederik Harhoffs liv som globetrotter begyndte for så vidt allerede, inden han kunne sige sine første ord. Hans far, der også hed georg frederik Krogh Harhoff (det har den ældste søn heddet i familiens fire foregående generationer), plejede en international karriere som dansk diplomat i frankrig, Indonesien, Marokko, USa, Irland og belgien. da han blev skilt fra Harhoffs mor, beholdt han sønnen i Indonesien, mens moderen tog Harhoffs søster med hjem til danmark. – Jeg tror, at det var ret usædvanligt på det tidspunkt, at manden tog sig af det ene af børnene. Mine forældre valgte at dele byttet, smiler Harhoff. da faderens udsendelse til Indonesien var 40 Ud & Se d E c E M b E r 2 0 0 8 Jeg tror, de fleste kan blive drevet ud i at slå ihjel. den fernis, vi dækker os ind under, er overraskende tynd, når det kommer til stykket. forbi, og far og søn endelig vendte hjem til fædrelandet, gik de en turbulent periode i møde. Med et hus på Strandvejen og en rød sportsvogn i garagen realiserede Harhoff senior sig selv som ungkarl. – Han var vist kendt som noget af en charmetrold og skørtejæger. Huset var fyldt med alle mulige kvinder, indtil han fik fornemmelsen af, at hans karriere ville have bedst af, at han etablerede sig. den nye kvinde i huset var 14 år yngre, og så var hun mannequin hos Elizabeth arden og komtesse. Hun fik enorm betydning for frederik Harhoff.
Hvis værdier som fællesskab og solidaritet blandes sammen med fascistisk nationalfølelse, går det galt, siger Frederik Harhoff. Det er den cocktail, der ligger til grund for krigsforbrydelserne i det tidligere Jugoslavien. vi har set i rwanda og eksjugoslavien kan kun begås, når al moral og alle normer for anstændighed og respekt for andre menneskers liv og meninger er sat helt ud af drift. Hadet til ’de andre’ – Jeg har noget, du skal se, siger Frederik Harhoff pludselig og henter et fotografi, der står på kommoden. På billedet figurerer omkring 30 smilende mennesker. det ligner noget fra en medarbejderudflugt i en større virksomhed, men stammer fra en efterforskningstur til bosnien, hvor dommerne skulle besigtige forskellige gerningssteder i en retssag. – der er forsvarerne, det serbiske politi, vores vagter, en tolk, en fotograf og vores assistenter. er det ikke utroligt, at der skal så mange mennesker med, når tre dommere skal af sted? spørger han. det er ikke kun på en mission som denne, at sikkerheden er i top. For at komme ind i retsbygningen i Haag skal man igennem flere metaldetektorer. Samme tryghed findes ikke uden for murene. I løbet af retsforfølgelsen af krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien har der været flere eksempler på, at det kan have fatale konsekvenser, hvis man hjælper FN. Serbiens ministerpræsident Zoran djindjic blev snigmyrdet i beograd i 2003, efter at han havde udleveret forgængeren Slobodan milosevic til krigsforbrydertribunalet. Nationalisten milosevic var en af krigens hovedskurke. Og hadet mod ’de andre’ lurer stadig lige under overfladen i eksjugoslavien; mange af vidnerne ændrer ofte deres forklaring, når de sidder i retten. de er diskret, men effektivt, blevet truet af de tiltaltes netværk til at holde kæft eller lyve. – Hun var en stor kvinde rent sjæleligt og et fantastisk fint menneske. Alt det fine og taktfulde, jeg kan, har jeg lært af hende. Omvendt var min far en ballademager, der fyldte meget, når han trådte ind i et rum. Jeg elskede ham højt, men han var svær at leve sammen med. Som 12-årig sagde Frederik Harhoff farvel til livet som omrejsende ambassadørsøn og slog i de efterfølgende otte år sine folder på kostskolen Herlufsholm, der har rødder i et gammelt benediktinerkloster. Opholdet her skærpede hans sans for moral og fik ham til at fæste lid til kammeratskabet som institution. – Jeg tror, min respekt for andre og viljen til aldrig at svigte mine kammerater stammer fra den tid. Især når det gælder oprøret mod autoriteter, fortæller Harhoff med et bredt grin. En ordentlig moral Sit kendskab til fællesskabets anatomi benytter han, når han iklæder sig dommerkappen i krigsforbrydertribunalet i Haag. – Jeg kommer aldrig til at forstå, hvad det er, der har drevet disse mennesker til at begå så bestialske forbrydelser. men den streng, der hedder fællesskab og solidaritet, slår an hos mig. Problemet bag retssagerne hernede er imidlertid, at krigsforbryderne har sammenblandet disse værdier med fascistisk nationalfølelse, og så går det galt. Hvad både serbere, kroater og bosniakker efter hans mening har manglet, og hvad han selv synes, at han fik på Herlufsholm, er en ordentlig moral. et fællesskab uden et solidt og moralsk grundlag og uden respekt for det enkelte menneske kan aldrig danne base for et menneskeværdigt samfund, mener han. Kan et hæderligt menneske ikke blive presset til at slå ihjel? – Jo. Susanne biers film ’brødre’ (2004), hvor en ellers velfungerende og veluddannet person tvinges til at tæve sin medfange ihjel, er et glimrende eksempel på det. Jeg tror, de fleste kan blive drevet ud i at gøre det samme. den fernis, som vi dækker os ind under, er overraskende tynd, når det kommer til stykket. Krigsforbrydelser i den målestok, Godt og ondt, rigtigt og forkert Fra lampeskærmen på skrivebordet hænger en nøglekæde fra røde Kors. Frederik Harhoff har siddet i dansk røde Kors’ Folkeretsudvalg fra 1999, til han blev udnævnt som dommer. Hvorfor var det folkeretten, du valgte at kaste dig ud i? 5 d e c e m b e r 2 0 0 8 Ud & Se 41