Som i sangen ’Støvregn’ fra det nyeste album, en tekst, som Weekendavisens berygtede litteraturkritiker Lars Bukdahl overraskende har kastet sin kærlighed på. Han kalder sangen for ’dynamisk snøfteri’ og skriver derudover i sin avis, at ’det bedste stykke poesi i 2006 var, gulp, Thomas Helmigs sang ‘Støvregn’ fra cd’en ’Helmig Herfra’. Jeg har for (at beskytte) mig selv proklameret, at det er den bedste sang, Lars H.U.G. ikke har lavet i 15 år, men det er uretfærdigt over for Helmig og hans danske sangværk, som jeg hemmeligt altid har kunnet lide for den anmelderhadede, konkrete, fyndige følsomhed’: ’Jeg ved du findes stadigvæk/jeg ved jeg elsker dig endnu/jeg ved du er gået i stykker/alt hvad jeg rører ved går itu/god bedring/farvel mit livs ./hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/så gik jeg ned mod Casablanca/og jeg kunne huske noget du sagde/en nat vi stod ved baren sammen/og havde alt vi ville have/og så meget at miste/og det gjorde vi så/hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/og den falder/og den falder/og den falder/fra hinanden/hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/hvor er du/hvor er du/hvor er du nu.’ Thomas Helmig smiler. – Jeg havde ikke lige regnet med at få noget fra den kant. Jeg blev glad. Mindre forfængelig er jeg da ikke. Jeg synes jo så også selv, at nogle af de tekster, jeg skriver, står rigtig godt. Og så ser jeg næsten aldrig tv eller film, men når det gælder bøger, er jeg altædende, så jeg er fast læser af Weekendavisens bogtillæg. Det bliver med andre ord ikke meget større for én som mig. Hvad læser du så? – I de seneste otte år har jeg læst virkelig meget om antikkens rom. Så har jeg haft en periode, hvor jeg brugte tid på at trave mig igennem verdenslitteraturen. ’Krig & Fred’, ’Don Quijote’, ’Forbrydelse og Straf’, alt sådan noget. Som altid med de ting, der er så store, selv ’Ulysses’, er der en grund til, at de er det. Hvis man har tålmodigheden og gider æde sig ind på det, skal jeg lige love for, at der er gevinst. Jeg er ikke nær så velbevandret i lyrikken, som jeg er i romanerne. Men jeg læser da digte. Jorge Luis Borges og Henrik Nordbrandt, der jo er så sylespids, og som kan det der med at vende alt det, man lige har læst, på hovedet med et enkelt ord eller en enkelt frase. Og hende, der hedder Ursula Andkjær Olsen. Hende er jeg flippet ud over. Og så kan jeg godt lide at læse nogle af de gamle folk, som Byron og Shelley. Det var dengang, romantik var en ny ting. Bluesmusikeren Robert Cray har engang sagt, at fordi han har mødt en kvinde, som han elsker, og som elsker ham tilbage, kan han ikke længere synge blues. Han er for glad. Det går jo også dig meget godt. Hvorfor skriver du så sådan nogle ulykkelige sange hele tiden? – Det må siges at være en dårlig undskyldning for en skriveblokering. En anden bluesmand, nemlig Memphis Slim, der blev berømt og langt hen ad vejen havde det fint, sagde altid ’you can never get lonely from the blues’. Jeg kan godt sidde i en på papiret lykkelig familieramme, hvor det hele fungerer, men hvis jeg sætter mig alene over i studiet, kan jeg synke ned i noget helt andet. Det handler om, hvor meget man lader sig påvirke. Jeg lader mig let føre med af en stemning. – Det har heller aldrig været dagbøger, jeg skrev. Det er bare følelser, som alle sammen er i en. Hvor banalt det end lyder, er hver eneste 22 MAJ 2007
Download PDF fil