Og i den genre er det endnu mere end i alle andre genrer kærligheden, som er omdrejningspunktet. Siden har jeg konstateret, at kærlighedssange også er meget sigende i forhold til, hvordan en bestemt tid er. Sange om kærlighed fra 1950erne er jo væsensforskellige fra kærlighedssange fra i dag. De fortæller vidt forskellige historier om samtiden. – Og så er det jo grundfølelser, vi taler om. Jalousi, utryghed, usikkerhed, glæde. Hvis man nu ikke er det mest velartikulerede menneske udi de emner derhjemme, er det at synge om dem også en måde at få sagt tingene på. Jeg kan synge en masse, som jeg ikke kan sige. Så kan det da godt være, at det, at jeg synger om kærlighed, er et ubevidst forsøg på at sænke min egen blufærdighedstærskel. Det er i hvert fald i høj grad noget med at forklare de vigtige ting i livet over for mig selv. Så dine sange handler om dine egne oplevelser med kærligheden? – Absolut, og det er måske ikke altid lige rart for dem, jeg synger om. Eller måske er det af og til særdeles rart, ha ha. Når det er bedst, foregår det med åbne sluser. Så kan det da godt være, at det ikke altid er ret og rimeligt. Hvis jeg synger om en særlig episode, får den måske lidt rigeligt farve, det kan også være, at den samme lille episode kan føde 14 forskellige sange, eller at en sang kan trække på både en nylig oplevelse og en oplevelse, der ligger år tilbage, men det er uvæsentligt. – Kunstneren Olafur Eliasson har sagt noget i retning af, at han næsten var ligeglad med sin egen kunst. Det eneste, der interesserede ham, var konsekvensen af den. Hvordan den ramte folk. Nu ved jeg godt, det er noget andet, jeg laver trods alt bare popsange, men det er også det, jeg er optaget af. Hvorfor har du valgt kun at skrive popsange? – Som dreng var jeg håbløst uhip, fordi jeg elskede sange som ’To lys på et bord’. Det er skægt, for inden for alle mulige andre kunstarter, er det ikke pop art, der interesserer mig. Jeg tror, det er noget med, at når man tidligt bliver forelsket i en ting, holder man ved, uden helt at kunne forklare hvorfor. Min lysmand har fx kun bøger om flyvemaskiner, og ingen, heller ikke ham selv, ved, hvordan det begyndte, men sådan er det blevet. For ham. Og sådan har jeg det med popsange. Og 20 MAJ 2007 så er det nok også noget med, at jeg ikke er en god nok musiker til at kaste mig ud i eksperimenter. Jeg er stoppet ved de der 12 akkorder. Dem kan man så også nå ind til mange udtryk og følelser med. – Vi bliver beskyldt for at være noget følelsesforskrækkede herhjemme, det ved jeg så ikke altid, i hvor høj grad vi er, men jeg kender det da fra mig selv, hvis jeg hører en eller anden fantastisk sang fra fx Van Morrison, er det rart, fordi der står så et menneske, som bare slipper hestene løs, og åbner for noget smerteligt. Eller noget glædeligt. Det der med at høre et andet menneske give helt og aldeles slip, er for mig en fed oplevelse. Og det er det samme, jeg stræber efter. Men kan den form for ærlighed ikke gå hen at blive banal? – Afgjort. Jeg har fået mine øretæver for den slags. Ganske givet berettiget af og til, men det kan jeg jo ikke rigtig tage mig af. Det har sgu aldrig været meningen, at man skal læse mine tekster uden musik og bagefter sidde og analysere kompositionerne. Det skal høres, det jeg laver. Og det gør min nuværende situation rarere, fordi jeg ved at være med så længe har bevist, ikke så meget over for andre, men over for mig selv, at jeg egentlig vil skide på det. Så der må med andre ord være noget, jeg gerne vil, og som jeg vil nok til, at jeg kan finde modet til at sige ’jeg er sgu ligeglad med, hvad I siger. Det er sådan her, det er’, siger han og slår et hul i luften for at understrege alvoren. – Jeg praler ikke ret meget med mine salgstal. Det vigtige for mig er, at jeg har holdt mig på en bestemt sti, og her taler jeg ikke musikalsk, stilistisk, men om at jeg hele vejen igennem har stræbt efter den direkte oplevelse i min musik. Og jeg har haft nosser nok til at blive på den sti. Der kan jeg i dag få det sådan ’hey, det er da meget godt gået’. Al den inderlighed Første gang, jeg hørte Thomas Helmig synge, var i 1986. På tv kørte et ungdomsprogram. Pludselig stod der en mand fra Århus i moderigtig læderjakke og sang en sang, der hed ’Midnat i Europa’. Og skidt nu med, at når det er midnat i København, er klokken kun 23 i London, mens den er et om natten i Helsingfors. Det er ikke det, det
Download PDF fil