OM NAVNET OG SLÆGTEN: Morten Messerschmidt er selv indvandrer – om end i ottende generation. Slægten stammer oprindelig fra Bayern, og Messerschmidterne indvandrede til Danmark i 1780erne. Ironisk nok var det næppe helt nemt at være en Messerschmidt i datidens Danmark, for op gennem 1700tallet var der vokset en udbredt uvilje frem mod de mange tyskere på fremtrædende poster i samfundet. (Kilde: Den Store Danske Encycklopædi) Morten Messerschmidt ser den muslimske fundamentalisme som en fare mod alt, hvad han har kært. For at komme de kræfter til livs kan et demokrati blive nødt til at gå på kompromis med nogle af sine idealer, siger han, og nævner FNs menneskerettigheder. Er du selv fundamentalist? – Nej. Jeg er bare svær at overbevise. De muslimske buschauffører Indvandrerpolitik er et emne, der virkelig tænder Morten Messerschmidt. Men privat har han ikke det store kendskab til indvandrere. Ferierne blev tilbragt under Dannebrogs flagren hos venner og familie. Første gang, han krydsede Danmarks grænser, var i gymnasiet, da klassen rejste til Provence i Frankrig. Siden har hans private rejser begrænset sig til en tur til Berlin for at høre Berlinerfilharmonikerne samt lidt rejser i Norden. Og så for nylig en uge til Argentina, for at besøge landet og den familie, hans kæreste, Samanta, kommer fra. Hun bliver ikke smidt ud af landet som følge af de udlændingeregler, som Dansk Folkeparti har været med til at indføre. Blandt andet fordi hun er ansat på den argentinske ambassade. – Man har vel lov at være heldig, siger han. Hendes portræt er screen-saver på hans computer, og på kontoret står flere billeder af hende. Han nævner hende som sin bedste ven. Morten Messerschmidt er forelsket. Men ikke mere, end at han ville vælge politikken frem for hende, hvis hun krævede, at han skulle flytte til Argentina. Hvad han ikke regner med, hun gør. På barndommens vej boede der kun danskere. Godt nok var der en pakistansk-dansk pige i hans klasse, men hende betragtede de som dansker. Ellers mødte han ikke nogen med anden baggrund end dansk under sin opvækst, bortset fra når han besøgte sin far og hans nye kone, som er buschauffør. – Så var jeg med ude ved garagen. Der var mange af de andre chauffører, der var muslimer, og dem havde jeg et glimrende forhold til, som man har som knægt. Jeg har hverken haft et had- eller kærlighedsforhold til den enkelte muslim. Utilfredsheden med indvandrerpolitikken kommer omkring midt i 1990erne, hvor jeg får øjnene op for, hvor stor en belastning de samlede udgifter til udlændinge er på retsområdet, socialområdet, ghettoiseringen og alt det der. I gymnasiet gik Morten Messerschmidt i musikklasse med en iraner, men på jurastudiet har han ikke mødt nogen muslimer. – Jeg gik til noget eksamensforberedelse i ejendomsret, og der sad nogle med hijabtørklæde. Havde du slet ikke lyst til at gå hen og snakke med dem? – Med dem? Ikke større lyst end jeg havde til at gå hen og snakke med alle mulige andre. Hvad skulle jeg snakke med dem om? Det kunne godt være, du havde en nysgerrighed overfor, hvad der foregår inde i deres hoveder? – Nej, det interesserer mig sådan set ikke. Hvad skulle man bruge det til? Der er 250.000 muslimer i landet, så hjælper det jo overhovedet ikke på forståelsen, at jeg snakker med en eller to af dem. Jeg har heller ikke læst Koranen, jeg er ligeglad med, hvad der står i den. Jeg er mere interesseret i, hvordan folk, der tror på den, reagerer på det, der står i den. Mange render rundt og siger, at islam er en fredsreligion, og jeg er sikker på, at sådan kan man sikkert godt tolke Koranen. Problemet er bare, at en hel masse andre når frem til det modsatte resultat. Det samme gælder Biblen. Jeg er tindrende ligeglad med, hvad der står i Biblen. Jeg interesserer mig for, hvordan de kristne samfund ser ud. At forholde sig til det enkelte individ, som ikke er repræsentant for nogen som helst, det kan jeg ikke se ideen i. Faktisk er religion for Morten Messerschmidt så ligegyldigt, at han betegner sig selv som ateist. Nogen vil jo mene, at man får et mere nuanceret syn på hinanden, når man mødes menneske til menneske. – Ja, det gør man da. Men problemet er, hvis man tager den enkelte til indtægt for en hel civilisation. Tag Naser Khader (folketingsmedlem for Det Radikale Venstre og medstifter af Demokratiske Muslimer, red.). Hvis nu alle muslimer i Mellemøsten talte som ham, så er jeg overbevist om, at tingene så bedre ud. Men meget ty- 5 5 24 Ud & Se April 2006
Download PDF fil