Årsregnskabsmeddelelse for 2008 (1. januar til 31. december 2008) Største kundefremgang i 5 år DSB havde i 2008 en vækst i antal rejser på 4,7 mio. eller 3 procent. Fremgangen skyldes primært en fortsat vækst i antal rejsende i S-tog samt flere rejser i Øst og over Øresund. DSBs resultat før skat blev 739 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med seneste udmeldte forventning. Passagerindtægterne er steget med godt 3 procent Passagerindtægterne udgjorde 4.541 mio. kr., hvilket er en stigning på 150 mio. kr. eller godt 3 procent sammenlignet med 2007. Den positive udvikling skyldes primært stigende indtægter fra rejsende over Øresund og Storebælt samt internationale rejser. Resultat før af- og nedskrivninger på 2.648 mio. kr. Resultat før af- og nedskrivninger var 2.648 mio. kr. i 2008 sammenlignet med 2.744 mio. kr. i 2007. Nedgangen skyldes primært faldende indtægter fra trafikkontrakter samt stigende omkostninger som følge af øget produktionsomfang, større personaleomkostninger og højere energipriser. Derimod påvirkes resultatet positivt af stigende passagerindtægter samt gevinster fra salg af grunde og bygninger Antallet af forsinkelser er det laveste i otte år DSB har i 2008 forbedret sin rettidighed markant og dermed reduceret antallet af forsinkelser væsentligt. Antallet af forsinkelser er i 2008 reduceret med over 20 procent for fjern- og regionaltog og med cirka en tredjedel for S-tog i forhold til 2007. Status på forandringsprogrammet Sporskifte2010 Som oplyst i den seneste delårsrapport er der planlagt effektiviseringer inden for administrative processer og funktioner, hvilket har medført en reduktion svarende til 200 medarbejdere i de administrative områder. Afskedigelserne blev som planlagt gennemført i januar 2009. Derudover har Sporskifte2010programmet fokuseret på kundevendte tiltag i 2008. Fokusområder er blandt andet tiltag til at fremme rettidigheden, bedre trafikinformation, nye innovative produkter - eksempelvis sms-billet, samt øget digitalisering af salgskanalerne. Status på IC4 DSB stillede i maj 2008 AnsaldoBreda et ultimatum, der indebærer, at AnsaldoBreda i maj 2009 skal have leveret 14 enkeltkørende togsæt til landsdelstrafik samt et IC4 togsæt typegodkendt til sammenkobling. Aktuelt kører IC4 i landsdelstrafik på strækningen mellem København og Aalborg fire gange om ugen. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige, om AnsaldoBreda lever op til ultimatummet. Forventning til resultatet før skat i 2009 Resultat før skat forventes i 2009 at blive i størrelsesordenen 450 mio. kr., som er på niveau med resultatet for 2008 når der korrigeres for gevinster ved salg af grunde og bygninger, som påvirkede resultatet for 2008 med ca. 300 mio. kr. Forventningen til resultatet for 2009 er påvirket af en positiv udvikling i antallet af passagerer for både S-tog og fjern- og regionaltogstrafikken. Der er for 2009 planlagt en række nye kunde- og produkttiltag, som sammen med øget samfundsmæssigt fokus på klima og bæredygtighed, forventes at tiltrække flere kunder i 2009. Omvendt kan finanskrisen og de heraf afledte konsekvenser for arbejdsmarkedet og den generelle økonomi få en negativ betydning for kundevæksten i 2009. Dertil vil 2009 være påvirket af stigende renteomkostninger, større afskrivninger og udskillelsen af Kystbanen i forbindelse med, at det nye delvist ejede selskab, DSBFirst, overtager trafikken.
Download PDF fil