3. Finansiel beretning Positiv udvikling i omsætningen giver et tilfredsstillende resultat for 1. halvår Til trods for de mange problemer med jernbaneinfrastrukturen udviklede antallet af rejsende sig positivt, og DSB koncernens resultat før skat blev på 484 mio. kr. for 1. halvår 2006 mod 539 mio. kr. i 1. halvår 2005. Resultatet er bedre end forventet. Det lavere resultat for 1. halvår 2006 i forhold til samme periode i 2005 skyldes primært højere omkostninger til energi som følge af de stigende oliepriser. Hertil kommer omkostninger i forbindelse med de gennemførte produktionsudvidelser samt andre kundeforbedrende tiltag. Stigende indtægter De samlede indtægter i 1. halvår 2006 steg med 71 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år. Udviklingen kan tilskrives stigende passagerindtægter som følge af vækst i antallet af rejser i Østdanmark og trafikken over Øresund. På trods af den dårlige rettidighed er trafikken over Storebælt ligeledes steget. Dog er DSB’s markedsandel på denne strækning faldet med 1 procent til 26 procent sammenlignet med 2005. Faldet skyldes primært de nedsatte priser for biltrafikken på broen. Udviklingen i passagerindtægterne er samlet set tilfredsstillende, når man tager den dårlige rettidighed i betragtning. DSB vurderer, at den positive udvikling bl.a. skyldes de stigende benzinpriser. Endvidere har DSB-døgnet den 26. maj bidraget positivt til passagertallet. Udviklingen i omsætningen af kioskvarer, herunder omsætningen i Kort & Godt butikkerne, er steget til 463 mio. kr. (450 mio. kr.). Andre driftsindtægter stiger ligeledes til 502 mio. kr. svarende til en stigning på 3 procent sammenlignet med 1. halvår 2005. Stigningen skyldes primært indtægter fra togvedligehold, som DSB har udført for den norske togoperatør NSB. Der er endvidere i 1. halvår realiseret gevinster ved salg af anlægsaktiver for i størrelsesordenen 50 mio. kr. svarende til niveauet i samme periode sidste år. Produktionsomfang og omkostninger er steget Omkostningerne i 1. halvår 2006 udgjorde 3.856 mio. kr. svarende til en stigning på 5 procent sammenlignet med samme periode i 2005 (3.680 mio. kr.). Stigningen kan primært tilskrives de gennemførte produktionsudvidelser, stigende energiomkostninger samt inflation. Hertil kommer, at DSB i 1. halvår 2006 har haft flere omkostninger i forbindelse med havarier sammenlignet med samme periode i 2005. Det drejer sig dels om et rangeruheld ved Nykøbing Falster i januar samt et rangeruheld ved S-togs klargøringscenter ved Køge i april. Den samlede produktion af togkilometer steg i 1. halvår med 3 procent sammenlignet med 1. halvår 2005, og udgjorde således i alt 29,3 mio. km (28,6 mio. km). Produktionsudvidelsen er især sket på Kystbanen samt på strækningen mellem Fredericia og Vejle. Side 3/16 25. august 2006
Download PDF fil