Regnskabsberetning Periodens resultat 1. halvår DSB koncernens resultat for 1. halvår 2004 blev på 663 mio. kr. før skat. Det er 239 mio. kr. bedre end i den tilsvarende periode i 2003. Forbedringen i forhold til samme periode i 2003 kan især henføres til øgede passagerindtægter i 2004 og lavere omkostninger som følge af engangsomkostninger i 2003 samt effektiviseringer i såvel administrationen som i produktions- og salgsområderne i 2004. Resultatet blev bedre end forventet hvilket skyldes, at det er lykkedes at fortsætte passagerfremgangen på fjern- og regionaltogsstrækningerne. Derimod var det forventet, at antallet af passager på S-togsnettet ville falde som følge af de markante prisstigninger i HUR området samt som følge af, at en del passagerer i stedet ville benytte Metroen. Åbningen af Flintholm station i januar 2004, der har genskabt forbindelsen på tværs af S-togsnettet til Frederikssundsbanen samt med kontakt til Metroen, har imidlertid medført, at antallet af S-togs passagerer i 1. halvår 2004 er stort set det samme som i 1. halvår 2003. Isoleret set er antallet af S-togs passagerer i 2. kvartal imidlertid faldet en smule, og der er derfor fortsat usikkerhed omkring passagerudviklingen på dette område i 2004. Afskrivningerne og de finansielle udgifter er lavere end forventet, da en række investeringer kommer senere end oprindelig estimeret. Endvidere er de finansielle omkostninger lavere på grund af fortsat lave renter og en gunstig likviditetsudvikling. Leverandøren af DSB's kommende IC4-tog har startet testkørsler med det første IC4-togsæt i juli 2004 på en strækning i Sønderjylland. DSB overtager først togene når de opfylder betingelserne herfor og DSB vil ikke gå på kompromis med sikkerheden. DSB har i august 2004 modtaget en revideret leveringsplan fra leverandøren Ansaldobreda, hvoraf det fremgår, at de første IC4-togsæt leveres til DSB i sommeren 2005. Herefter starter DSB's interne test og uddannelsesprogrammer med henblik på idriftsættelse af IC4. På baggrund af de nu foreliggende oplysninger fra Ansaldobreda forventes det, at de første IC4-togsæt kan idriftsættes ved årsskiftet 2005/2006. Køreplanskiftet fra 8. januar 2005 - en køreplan, der har flere tog og hyppigere afgange - gennemføres trods forsinkelser med leverancen af de nye IC4-togsæt. 2. kvartal Koncernens resultat for 2. kvartal blev på 288 mio. kr. før skat. Det er 69 mio. kr. bedre end i den tilsvarende periode i 2003. Udbudsmyndigheden i Skåne Län valgte i begyndelsen af maj 2004 DSB til, i en 3 årig periode, at stå for billetteringen, service og information i regional- og Øresundstog i Skåne fra 1. november 2004. Den 1. juni 2004 stødte to af DSB's regionaltog sammen ved Holstebro station. Ulykken skete med lav hastighed lidt syd for perronerne. Fire passagerer blev indlagt på hospitalet. I alt har DSB fået henvendelse fra 75 passagerer fra de to tog angående person- eller tingskader. Omkostningerne til disse skader estimeres til ca. 1 mio kr. Den materielle skade på de to togsæt er opgjort til ca. 1,5 mio kr. Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane har startet en undersøgelse for at afdække årsagen til ulykken. I resten af rapporten kommenteres hovedsageligt udviklingen i 1. halvår 2004.
Download PDF fil