|
Klik for at downloade publikationen som PDF DSB - Side 22 Nummer 15, den 1. maj 2012 Kunderne i Hovedstaden glade for rejsekort Siden rejsekortet blev rullet ud i Hovedstadsområdet, er kunderne løbende blevet spurgt om, hvad de synes om det. Og 75 procent af de kunder, der har haft kortet i mere end en måned, oplever, at rejsekort gør det nemmere at betale for deres rejse. »Det er rigtig positivt, at kunderne i København har taget så godt imod rejsekortet. Hele 70 procent siger, at de vil anbefale rejsekort til andre, og i efterfølgende spørgsmål svarer 60 procent, at de virkelig har anbefalet rejsekortet til andre,« siger Niklas Marschall, salgsdirektør i S-tog. Til juli vil det også være muligt at bruge rejsekort i de sidste busser på Nordsjælland. Så vil hele Sjælland være dækket af rejsekort i alle busser, tog og metro. hegram@S-tog.dsb.dk 7 Klummen Nye tider, nyt DSB i Dag Velkommen til en ny udgave af DSB i Dag – og til en ny tid for den interne kommunikation i DSB. Fra i dag vil avisen udkomme hver anden uge – mod tidligere hver uge. Fra næste gang skifter vi også udgivelsesdag, så avisen fremover udkommer om onsdagen. Samtidig bliver avisen mere tematisk og præget af debat og holdninger. Tematisk vil vi i hvert nummer bruge hele midteropslaget på ét emne og præsentere det med fakta, interviews og perspektiv. Et helt opslag giver plads til større billeder og flere personer – både kunder og medarbejdere, ledere og direktører. Mere plads til tema betyder mindre plads til nyheder. Avisens første opslag giver de vigtigste nyheder – en del i kort form – og ellers er det hver dag muligt at læse nyheder på abc.dsb. I denne avis handler temaet om DSB’s nye administrerende direktør, Jesper Lok. Han tiltræder i dag og omtaler DSB som ”rygraden i Danmarks infrastruktur”. Vi præsenterer hans vurderinger af DSB og hans værdier og ledelsesprincipper. Fremover kan temaet handle om alt fra rettidighed, IC4-situationen, arbejdsmiljø eller andre emner, der har betydning for hele DSB. Udover det store tema har vi indført et par andre faste elementer i avisen. • Klummen – en DSB-direktør fortæller om et aktuelt emne og perspektiv. • Debat – fra kunder og medarbejdere, fra interviews og DSB’s Facebook-profil. • Vidste du – fakta og information om stort og småt i DSB. • I farten – en leder svarer på spørgsmål om en aktuel sag. Så velkommen til en ny tid med nyt DSB i Dag. Nyheder skal læses på abc’en – tema og debat skal læses i DSB i dag. Kom gerne med ris, ros og gode ideer på dsbidag@dsb.dk God fornøjelse Jakob Høyer, Kommunikationsdirektør DSB’s mobilapp er populær Mange springer køen over, når de skal købe billet til toget. Over 330.000 danskere har hentet DSB’s mobilapp til deres smartphone eller tablet. Det tal stiger med 950 downloads om dagen. Chef for Salgs- og Informationskanaler, Anne Mette Koch, er ikke i tvivl om, hvorfor danskerne er så glade for applikationen. »Vi ved, at smartphonen efterhånden er blevet især de unge kunders foretrukne platform til at søge informationer og kommunikere, når de er på farten. Med vores app kan de nu også planlægge og bestille deres rejse,« siger hun. Også DSB’s mobilapp Mobilbilletter Hovedstaden er populær. Den er udviklet i samarbejde med trafikselskaberne i Hovedstadsområdet og er hentet af over 56.000 danskere. lagrla@dsb.dk Minister ønsker solidt DSB Jeg har en intention om, at danske passagerer fragtes så godt og præcist som muligt. Jeg vil gerne bruge mange kræfter på, at DSB er konkurrencedygtigt. Jeg har ikke et mål om, at DSB skal udraderes. Jeg har ikke en målsætning om, at det er Deutsche Bahn, der skal køre alle tog i Danmark. Henrik Dam Kristensen, transportminister. Jyske Vestkysten, 27. april God overlevering i Gøteborg DSBVäst overdrager i dag, den 1. maj, togtrafikken i Gøteborg til SJ's datterselskab SJ Götalandståg. Peter Christensen, adm. direktør i DSB Sverige, fortæller, at der har været et godt samarbejde med både SJ og trafikmyndigheden Västtrafik − og at alt er forløbet som planlagt trods kort tid til at gennemføre skiftet. Alle medarbejdere i DSB Väst er tilbudt ansættelse i det nye selskab fra den 1. maj. Til Göteborg-Posten siger trafikchef i Västtrafik, Jarl Samuelsson, blandt andet: ”Samarbejdet mellem SJ, DSB og Västtrafik fungerer godt. SJ har sat mange ressourcer ind for at sikre, at overtagelsen forløber, uden at kunderne berøres, og DSB fortjener ros for den måde, de er gået til opgaven på.” molsted@dsb.dk Længere tog til Kystbanen Der er længere tog og mere plads på vej til kunderne på Kystbanen. I de seneste måneder har DSB Øresund haft mange togsæt ude af drift på grund af reparation, men nu er der igen kommet det nødvendige antal togsæt, så der ikke længere vil blive planlagt med korte tog i myldretiden. Det fortæller driftsdirektør i DSB Øresund, Lars Nordahl Lemvigh. Han glæder sig samtidig over, at også rettidigheden er blevet forbedret. »Fra den 1. januar til den 29. april er 98,7 procent af vores tog ankommet til tiden, og i april har rettidigheden taget yderligere et hop opad til 98,9 procent for operatørrettidigheden og 93,1 procent for den kundeoplevede rettidighed,« siger Lars Nordahl Lemvigh. molsted@dsb.dk dsbidag@dsb.dk DSB Kommunikation Sølvgade 40, 1307 København K Telefon 3353 4222 Ansvarshavende: Kommunikationsdirektør Jakob Høyer Redaktør: Keld Søgaard, soegaard@dsb.dk Oplag: 7.750 eksemplarer DSB i dag: ISSN 1397-9418 Lay-out: CS-Grafisk A/S / Henning Guddal Tryk: CS-Grafisk A/S DSB i dag udkommer igen: Den 16. maj 2012 Se flere nyheder på abc.dsb |