MUSIK KAN FOLKETING 10 Den folketingskandidat der aflurer musikkens kneb, kan ende med at få en afgørende fordel i den kommende valgkamp. Efter at have analyseret blandt andet den amerikanske præsident Barack Obamas taler, kan komponist Mikkel Ploug forklare den perfekte valgtale. Det handler i høj grad om musik! AF THOMAS GARLOV En sang kan ende med at afgøre det hele. Måske synger de om kap lige nu… Måske står Helle Thorning Schmidt syngende under bruseren og øver sig på dén tale, der skal vinde valgkampen. Og sangen kan sagtens ende med at blive afgørende, ifølge komponist Mikkel Ploug. Og han ved, hvad han snakker om! – Når vi taler, går musikken i vores sprog direkte ind og rammer vores underbevidsthed og påvirker hvilken stemning vi modtager budskabet med. Finder du koden til at bruge musikken rigtigt, får du dermed et ekstra virkemiddel. Barack Obama og de andre store talere kan afkodes, og man kan tillære sig at synge en vellykket valgkampstale. Og studiet af Obama viser, at han i høj grad bruger virkemidler fra musikken, fortæller komponist og jazzguitarist Mikkel Ploug. Valgkampen kan altså også blive en konkurrence mellem de politiske kandidaters musikalske opfindsomhed. Barack Obama er blevet et ikon, kendt for sine fantastisk taler. Og hans sprogs musikalitet er yderst udviklet. – Obama bruger fraseringer og fraser der er struktureret med samme rytmiske og melodiske virkemidler som vi kender og bruger i vores virke som komponister. Det giver den virkning, at hans budskaber forstærkes, og vi begejstres, siger Mikkel Ploug. Også den danske statsminister Helle Thorning Schmidt anvender metoder fra musikkens verden, forklarer Mikkel Ploug, men understreger samtidig, at hans studier af Helle Thorning Schmidts taler viser, at hun endnu spiller på lidt færre „tangenter“ end sin amerikanske kollega. – Jeg er selv blevet overrasket over hvor tydeligt mønstre fra musikkens verden bruges af de gode talere. Og hvis man omvendt ignorerer de musikalske komponenter i sin tale, overser man en vigtigt del af det grundlag, som vælgerne ubevidst danner deres indtryk ud fra. Man kan måske bedst beskrive det ved, at musikken der ledsager vores sprog, opleves lige så naturligt som, at vi bevæger os uden at skulle overveje, hvilket ben vi skal sætte først. Det er denne effekt, som de politiske kandidater kan udnytte ved at stjæle fra komponisterne, siger Mikkel Ploug. Mikkel Plougs studier anbefales ikke kun til politikere men også til erhvervsledere og andre personer, der har brug for at mestre kunsten at holde en troværdig og overbevisende tale. Komponistforeningernes fælles projekt MusicBusiness 2020 skal skabe nye samarbejder mellem dansk erhvervsliv og landets professionelle komponister og sangskrivere. – Mikkel Ploug er et godt eksempel på, at virksomhedsledere kan styrkes personligt via musikken og komponisterne, siger Jens Kofoed, der er forretningsudvikler i MusicBusiness 2020. Her tilbyder man i øvrigt at gennemgå virksomheder med en 360 graders undersøgelse af, hvor i den pågældende virksomhed musikken kan give nye fordele. Læs mere om MusicBusiness på www.mb2020.dk
Del
Print
Download PDF fil
Arkiv