ITALIENSKE BOBLER Italien kan det hele. Også præstere et væld af forskelligartede mousserende vine fra nord til syd. Her i testen har vi smagt på de mest kendte typer ( TEKST: NANA WAD • FOTO: JAMES BATES ) Italien kunne aldrig drømme om at kalde deres boblevine for italiensk champagne. Dertil har man for meget respekt for de franske naboers mærkevare. Men sandelig også for sig selv. »Jeg elsker jo vores prosecco, men hør nu, champagne er champagne.« Den italienske vinmager artikulerede afvæbnende med armene, som for at vise uforbeholden respekt for navnet champagne, der, som han og mange andre italienere siger, er noget for sig og ikke skal sammenlignes med nogen som helst anden »skumvin«. Heller ikke de italienske. Det var under en middag i Italien med russiske sommelierer, der mente, at den unge generation ikke aner en rygende papfis om champagne, og at det er proseccos skyld, fordi den er blevet verdens mest populære boblevin, langt nemmere at drikke og betale end champagne. Den italienske vinmager mente dog, at der er så himmelvid forskel på vintyperne, at diskussionen var absurd. Han har ret, selvom det forkromede overblik over alverdens boblevine ér for viderekomne. Lad os få styr på, hvordan bobler overhovedet kommer ind i flasken, hvordan de opstår og gør en almindelig vin mousserende. Boblerne er kulsyre, CO₂. CO₂ kan meget kort fortalt enten tilsættes, som man gør det i sodavand, eller det kan dannes under tryk i en stor metaltank, kaldet »charmat«, på italiensk »marinotti« eller »metodo italiano«. Bobler kan også opstå ved den såkaldte 2. fermentering i selve flasken. Dette kaldes »methode traditionelle«, på italiensk »metodo classico«, på fransk »methode champanoise«. Den benyttes til at lave champagne, og det er strengt forbudt at trylle bobler frem på nogen som helst anden måde i Champagne. Jeg er enig med den italienske vinmager i det anerkendende og simple udsagn: »Champagne er champagne«, altså toppen af poppen, men heldigvis er Italien fuld af forskellige, dejlige boblende vine på Italiens egen druer. Står der »metodo classico« på etiketten, er vi tæt på champagnestilen. De fine af slagsen kommer fra Lombardiet og hedder franciacorta. De mest populære mousserende er prosecco fra Nordøstitalien, som laves som metodo italiano. Den store fællesnævner for italienske boblevine er navnet spumante, der slet og ret henviser til italiensk mousserende vin med bobler med et tryk på 5-6 bar. Det er i bred forstand Moscato d’Asti fra Piemonte og prosecco fra Veneto, der er signatur for Italiens bobler, men der er mange flere og mindre kendte vine. Ikke mindst laver de fleste regioner en lokal spumante, f.eks. sprød, syrlig og elegant mousserende vin fra Norditalien, Trento JUNI 2017 • VIN&CO. 45
Download PDF fil